Danskerne er på jagt efter solen i påsken

Puerto Mogan, Gran Canaria. Foto: Guido Haeger - Wikimedia - Creative Commons

Selvom vi er næsten en måned inde i det, vi normalt forbinder med forår, er der mere sne end sol i vejrudsigten. Mange føler sikkert, at vinteren har varet i en evighed og higer efter plusgrader og sol på næsen. Det ses tydeligt hos rejsearrangørerne, som kan melde om stort pres på de solsikre destinationer i påsken.

Sne, slud og mere sne. De fleste danskere er vist mere end klar på forår nu, selvom vejrguderne lader til at have mere sne og kulde i ærmerne.

Det danske forårsvejr har indtil videre været strid mod dem, som kan lide sol og lune temperaturer, og det har fået flere danskere end vanligt til at indløse en feriebillet i påsken hos en af Danmarks største rejseudbydere, Apollo.

Det er, ikke overraskende, destinationer med solgaranti og gennemsnitstemperaturer over 20 grader, der hitter. Således topper De Kanariske Øer listen over destinationer, som Apollo sender flest danskere afsted til i påsken.

Fuerteventura, Gran Canaria og Tenerife tager imod flest danskere. Men også Dubai og Hurghada, hvor temperaturerne er sommerlige året rundt, tiltrækker mange.

Det viser salgstal for påsken fra Apollo.

Storbyferie med forårssol

Også når det handler om de fleksible pakkerejser, som ofte går til en storby et sted i Europa eller oversøisk, har Apollo oplevet, at det i stigende grad er de lunere destinationer, de rejsende har haft i kikkerten.

Flere end vanligt for perioden indløser billet til fx Costa Del Sol, Rom og Athen.

”Selvom vinteren har haft særligt godt fast i det meste af Europa i år, så ser vi forårstegn rundt omkring, hvilket mange af dem, der har bestilt rejser på det seneste, efterspørger. Til trods for at vi også har mange, som har valgt fx London, som vejrmæssigt kan overraske på både godt og ondt, så er dem, der har bestilt både charterrejser og fleksible pakkerejser, hvor man selv pakker fly og hotel, de seneste uger, virkeligt på udkig efter, hvor solen skinner lige nu. Det betyder bl.a., at Costa Del Sol har sneget sig op ad ranglisten her i sidste øjeblik. De rejsende vil ganske enkelt være sikret, at de kan sidde udendørs på ferien og nyde en kop kaffe i den spæde forårssol, og det forstår man jo godt,” lyder det fra Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Er man ude efter sol og temperaturer over 20 grader i påsken, melder vejrguderne på fx Tenerife omkring 20 grader i påsken, det samme gør de i Costa Del Sol, mens temperaturerne i London blot ser ud til at svinge sig op omkring knap 10 grader.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here