Stays er det nye navn for danmarks største hotelkæde for privatejede hoteller. Navneskiftet blev gennemført i den forgangne uge. Dermed vil kæde styrke sin position både på det danske og det internationale marked.
Hotelkæden Small Danish Hotels hedder fremover Stays. Navneskiftet er en del af hotelkædens langsigtede udviklingsstrategi, hvor man vil fokusere på en yngre målgruppe. Stays satser på oplevelser skræddersyet til gæsternes interesser, herunder gastronomi, spa, golf, musik og natur.
»Vores nuværende navn har tjent os godt siden 2012 og løftet os til et velkendt brand i den danske hotelbranche. Det har vundet priser og kobles med kvalitet og gæstfrihed hos rigtig mange danske og udenlandske gæster. Men både markedet og gæsternes præferencer ændrer sig, og Small Danish Hotels-navnet har sine begrænsninger i forhold til vores ambitioner. Det er derfor det rette tidspunkt at ryste fjerene og give hotelkæden et større vingefang,« siger Finn Steffensen, formand for hotelkæden i en pressemeddelelse
Strategi: vækst og kvalitet
Stays har en klar strategi om at vækste og tilbyde kvalitetsophold. Det seneste år er flere kendte danske hoteller og kroer kommet med i kæden. Eksempelvis Brøndums Hotel i Skagen, Schackenborg Slot og Slotskro, Årøsund Badehotel ved Haderslev og Strandhotellet Blokhus.
Adm. direktør Finn Kræfting fremhæver, at navneskiftet også er en strategisk åbning mod yngre målgrupper. “Stays er kort, let fortolkeligt, og det giver os meget mere elastik til at stå skarpere i det danske og internationale marked. Vores ambition er at blive et af Skandinaviens førende leisure brands inden for hotelophold”.
Det nye navn, Stays, er et koncept, der skal kommunikere kædens fokus på oplevelser ud over selve overnatningen. Hotelkæden lancerer samtidig fire kategorier: Premium Stays, Classic Stays, Signature Stays og Partner Stays, som hver især signalerer forskellige niveauer af kvalitet og oplevelser.
Hotelkæden har siden 1981 udviklet sig fra et samarbejde mellem syv midtjyske kroer til at omfatte over 75 kroer, byhoteller, boutiquehoteller og wellness- og badehoteller i hele landet. I dag råder kædens overnatningssteder over 5.200 værelser på landsplan. Desuden har hotelkæden også et samarbejde med Best Western Group.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Stays. Forsidefoto: Palads Hotel, Viborg.








