Så er vores skribent nået til at krydse Atlanterhavet på sit krydstogt med Costa Cruises. Følg med i det næste afsnit af “Dagbog fra Krydstogt”.
Jeg vågner kl. 11.30 ved at kaptajnen over højttaleranlægget fortæller lidt om dagen. Jeg hører kun halvt efter, men bemærker at han siger noget med 26 grader, så jeg tager badetøjet på, bogen under armen og går op på Dæk 9 for at få frokost.
Jeg blev dog slemt skuffet, da det regnede og blæste. Spiste en halv burger og lidt pommes. Går herefter tilbage til kahytten hvor jeg hører podcasts.
Kl 15 er der igen pokerturnering. Buy-in er €60, og vi er otte med. Jeg ryger ud som den første, da jeg med A9 på hånden og AK9 på bordet ryger all-in mod en portugiser med AQ. K på turn og 10 på river gør hans AAKKQ bedre end min hånd. Rent Fætter Højben fra hans side.
Går igen tilbage på kahytten, hvor jeg læser min bog færdig (Bjarne Reuter: Den Iranske Gartner).
Kl. 18.00 er det tid til kaffe og Bailey’s efterfulgt af en fadøl.
Middagstemaet er Puglia. Betaler €10 i tillæg for kalvekotelet. Den er kun lige ok.
En lidt skidt dag på kontoret (aka casinoet). Ender med cirka €150 i minus.
Koreaneren var ikke til poker. De andre sagde at han var blevet syg, mens han havde kørt i en Formel 1-simulator.
Dagen efter vågner jeg ret tidligt, da der er et højttalerkald – noget med et “medical response team” til hospitalet. Der var et lignende kald den første dag. Med over 4.000 mennesker ombord er det vel kun normalt at der sker ulykker eller akut sygdom.
Ved middag er der festivitas ved den indendørs pool. Vi krydser nemlig ækvator, og Kong Neptun stiger op af havet for at døbe dem, der for første gang passerer ækvator til søs.
Diego er her også. Han render rundt i badebukser og kongekrone fra en østrigsk kæderestaurant, med et kæmpe 10-tal malet på ryggen.
Jeg lægger mig op på dækket og læser. Ude på toilettet får jeg et traume. Ser en nøgen mand på cirka 90 år, der er ved at skifte til badebukser.
Hører for første gang andre tale dansk på skibet. Det er et ægtepar på cirka 60 år.
Jeg møder en pige, jeg den anden dag har væddet med om hvem der er mest solbrun når vi kommer til Recife. Jeg fører.
Går til pokerturnering kl 15. Vi er kun seks med:
1) Hollænderen Willem fra Rotterdam, der er en rødmosset herre på 71 år, og har været sømand. Han har også boet en årrække i Campinas i Brasilien. Han har sømandstatoveringer og guld om halsen, på fingrene, om håndleddet og i tænderne. Han har en ret smuk, mørk kone, ved navn Agnes (det fremgår af hans guldarmbånd). Willem har helt sikkert mere held i kærlighed end i spil. Han er i hvert fald den dårligste pokerspiller, men overraskende nok så vandt han turneringen i går. Willem taler hollandsk til alle. Ingen forstår hvad han siger.
2) Luiz (der er to forskellige Luiz’er, der spiller poker), der ligner en meget hyggelig morfar. Han er pensioneret bankmand fra Brasilia. Vi har aftalt at han køber nogle Euro af mig, da jeg alligevel skal bruge noget brasiliansk valuta efter turen. Taler udmærket engelsk, og fortæller mange anekdoter.
3) Filipao (der hedder Gilmar), men kaldes sådan, da han ligner fodboldtræneren Felipe Scolari. Han er fra Bahia, og er blandt andre af sted med sin bror, Gilvanio, som ofte er med ved pokerbordet, men ikke i dag. Han stiller op i alle de der konkurrencer, der er på skibet, og har åbenbart vundet en af dem, da han stolt render rundt med en guldmedalje med Costa-logo, om halsen. Taler ikke et ord engelsk.
4) Werner fra Stuttgart, der er en lun fyr med nedadrettede mundvige. Han ryger cerutter.
5) En rumæner, som jeg ikke har set ved bordet før.
6) Undertegnede, der af de andre bare bliver kaldt “danskeren” (O Dinamarques). Werner bliver også bare kaldt tyskeren, og Willem for hollænderen. Jang bliver kaldt japaneren, på trods af at han er fra Sydkorea.
Buy-in er €60. Da vi er to tilbage (Werner og jeg), aftaler vi at splitte.
Bagefter går jeg op på dækket og tager solnedgangsselfies. Bemærker til min store forundring at tre fugle svæver rundt over skibet. Får en kop kaffe med Bailey’s kl 1730.
Observerer at flaskeøl koster €5,60, hvis man ikke har drinkspakke. Jeg har dog kun fadøl i min pakke. Det gjorde mig lidt tørstig.
Dresscode i aften er White. Ser Arsenalfan i baren. Han har en blå skjorte på, og drikker cosmopolitan. Han sidder sammen med tyskeren, der tabte ret meget i poker forleden.
Menutemaet er Lazio, altså området omkring Rom. Jeg napper en minestrone, pastaret, porchetto (italienernes flæskesteg) og noget dessert. Pastaretten var rigtig god, resten so-so.
Man kan nu købe de billeder, som blev taget sammen med kaptajnen i forgårs. Kan ikke finde mit. Spørger hende fra souvenirbutikken, der hedder Julia og er brasilianer, om hun har taget det til sig selv. Hun fniser sødt, og fortæller mig at der er flere inde i selve butikken. Jeg betaler €14,99 for et print i 20×30 cm.
Gik efter maden tilbage til kahytten for at skifte fra lange til korte bukser. Der er poolparty i aften. Men da jeg lige går ud på dækket lidt senere for at få lidt frisk luft, er det begyndt at regne.
Møder en italiener der også af og til spiller poker. Arsenalfan kommer over til os. Han spørger hvad jeg laver til dagligt, og spørger ham om det samme. Han svarer at han ikke laver noget. Han har haft nogle videoudlejningsbutikker, men den tid er som bekendt ovre, men fortæller at lige nu i livet er han lidt forvirret.
Møder både Diego til pool party. Temaet er forro. Spørger Diego om det er noget han kan li’. Lidt, svarer han. Men han kan bedre li’ sertanejo.
Smutter ned på casinoet, hvor jeg tørrer Gilvanio (brugtvognsforhandler i Salvador), italieneren, der er turguide i Venedig, russeren Pavel (der drikker Remy Martin VSOP (double shot) og soda – og er fuld, portugiseren, der har en snackbar på Azorerne, koreaneren og den anden Luiz, der er fra Curitiba og arbejder med IT i byretten, for €120.
De synes at jeg er heldig, men faktum er at de er elendige pokerspillere.
Vi går i natklubben, og jeg gi’r en omgang fadøl. Ude på dækket møder vi et par af teaterskuespillerne. Den ene er en fyr fra Italien, mens den anden er en kvinde fra Ungarn. Hun hedder Klara, og fortæller at hun har været med i Melodi Grand Prix. Gilvanio, der ikke forstår engelsk, fortæller mig at når vi kommer til Salvador, vil han give mig en privat tur. Chili-Klaus er der også, og han er i gang med at score en polsk blondine. Jeg går i seng kl 03.
Morgenen efter bliver jeg vækket ved at Klara kl. 09.45 banker på døren. Jeg havde i går afleveret noget vasketøj til hende og hun fortæller, at der er et hul i en af trøjerne, og spørger om jeg vil have den vasket alligevel.
Prøver at sove lidt mere, men der er en del højttalerkald, der primært handler om at de vil sælge udflugter og deslige. Disse kald er kun ude på gangene, men man kan høre dem alligevel.
Kaptajnen har dog et kald hver dag kl. 11, som også bliver sendt ud på højttalerne i kahytterne. Her fortæller han om hvor vi er, dagens rute, hvordan vejret er, og deslige. Det gør han på italiensk, spansk, fransk, portugisisk, engelsk og tysk. Han er dog bedst på italiensk. Hans tyske lyder som noget fra et cirkus.
Går i bad, og op til frokost kl. 12, og derefter i poolbaren og får et par sodavand. I baren arbejder Petterson om dagen – det er ham min ven, der serverer øl til mig i casinoet. Den filippinske bartender, Carlo, kan huske mit navn. De arbejder 13-14 timer om dagen, og har kun en halv fridag om ugen. Lønnen er lav, og afhænger af nationalitet. Talte med en indoneser, der fik $300/md, men det er stadig mere end han kunne tjene i hjemlandet, og han har ingen udgifter, når han sejler. Kun til cigaretter.
Hænger lidt ud ved poolen, og får arbejdet på min kulør. Diego er her. Iført badebukser. Han har en del tatoveringer. På ryggen har han et pigenavn. På skulderen har han Costa-rederiets logo!
Møder Werner, der helst holder sig inde i skyggen, og Chili-Klaus. Willem er her også. Han sidder ovre i rygeafsnittet, hvor han selv ruller sine smøger.
Går til casinoet, til den daglige pokerturnering. Den er programsat til kl 15, men folk kommer altid for sent, så ofte begynder vi først 30-45 minutter senere. I dag er der dog syv allerede efter et kvarter. Men så snart vi er begyndt kommer Pavel og Luiz (bankmanden). Det er dog for sent, fortæller casinomanageren Carmen, som Luiz (it-manden) er meget forelsket i. Werner bliver treer, og Luiz og jeg deler ligeligt de €175 og €105, der er første- og andenpræmien. Efter turneringen vil de fleste gerne spille en turnering mere, men det vil casinoet ikke. Det virker lidt dumt, da de jo tager et cut, og vi gjorde det de første dage. Men Carmen giver sig ikke, selvom vi lobbyer for vores sag.
Går op til poolbaren på Dæk 9, og får en kop kaffe og en Bailey’s. Får også taget nogle flere solnedgangsselfies.
Hilser også på Marcelo, som jeg kort talte med en af de første dage. Han er pilot og major i det brasilianske flyvevåben. Han flyver dog ikke mere. Han ligner lidt Lars Ulrich, dog er han noget højere.
Efter solnedgangsselfies går jeg tilbage til baren. Ved siden af står kaptajnen og en anden officer. Kaptajnen får en kop kaffe, og officeren et glas juice. Han hilser, og komplimenterer mine selfies, som jeg gennemgår på telefonen.
Inden jeg går til middag, går jeg som sædvanligt lige forbi baren. Her møder jeg Gilvanio i lobbyen, der fortæller at de har spillet poker “privat” i en kahyt. Ser også det danske ægtepar igen.
Menutemaet i dag er Calabrien. Jeg får en pastaret, vildsvin og dessert, og nogle glas rødvin.
Jeg møder nogle af de andre pokerspillere, og de fortæller at de efter turneringen havde spillet igen, dog inde i biblioteket, og uden casinoets indblanding. Det aftaler vi at gøre igen fremover.
Senere spiller jeg først lidt caribbian stud, så lidt roulette. Det går ikke så godt, så skifter til Fun 21, der går bedre. Dealerne er generelt ikke særligt gode. De tæller forkert og laver andre småfejl. Men jeg bliver decideret frustreret, da to forskellige dealere laver den samme fejl to gange, men managerne korrigerede det på forskellige måder. Den ene flyttede kortene som de burde have lagt, men den anden voidede spillet. Men Jesus fra Peru, der er manageren, står fast. Jeg tager mine chips, går til kassen og veksler dem til kontanter, og tømmer også min pokerkonto.
Carmen kommer over, og prøver at gyde olie på vandene. Alle spillere, der sad ved bordet, får et spil kort som plaster på såret. Hun fortæller også, at hun nu havde talt med den italienske casinochef, og nu ville vi kunne spille så mange turneringer, som vi ville. Hun bliver noget overrasket, da jeg fortæller hende, at der ikke kommer til at blive spillet flere hverken turneringer eller cash games.
Sammen med Luiz går jeg i baren. Han viser mig en bar bag casinoet, som jeg ikke vidste fandtes. De spiller musik for et lidt yngre publikum. Diego er her også. Han sad dog det meste af tiden bare på en stol og hørte livemusikken. Med sine to fadøl.
Vi ender på natklubben, hvor jeg også mødte er ham fra Azorerne, og hende jeg har væddet med om, hvem der bliver mest brun. Hun erkender at have tabt væddemålet. Ved ikke hvad tid jeg kom i seng, men det var vist ret sent
