Cykelsøndag med S-tog

Tag S-toget gratis og få hele familien med på cykeltur i skoven. Foto: © Sabine van Erp, Pixabay

23. august har DSB Cykelsøndag. Den dag er det gratis for både passagerer og cykler at tage S-toget. Der er desuden forskellige aktiviteter på 6 stationer.

Ved du ikke, hvad du skal lave på søndag? Så kan du finde cyklen frem og tage en tur med familien. DSB giver nemlig gratis ture med S-toget. Alle dem, du vil have.

Du må også gerne lade cyklen blive hjemme og bare besøge de seks stationer med forskellige aktiviteter. Dem laver DSB sammen med Dansk Cyklistforbund, Grip Grap og Medvind. I tidsrummet mellem kl. 10 og 14 sker der noget ekstra på S-togsstationerne i Ishøj, Albertslund, Husum, Hareskov, Holte og Klampenborg. Aktiviteterne varierer fra station til station: Du kan tage på skattejagt, bage pandekager, få guidede ture eller andre gode oplevelser. Men har du taget cyklen med, kan du få hjælp til få den fikset.

Forslag til cykel- eller travruter

Desuden er der lavet cykelruter, der forbinder de seks stationer. Så det er muligt at tage den tohjulede enten hele eller dele af vejen mellem fingrene på S-togsnettet. Er man til en god travetur, så kan turene tages på gåben.

Det har i mange år været gratis at tage sin cykel med i S-togene, og det har vi mange kunder, der nyder godt af i dagligdagen. Men hvorfor ikke også tage cyklen med i S-toget i weekenden og opdage nogle af alle de skønne ruter, der findes for både store og små? Det vil vi gerne slå et slag for,” siger Aske Wieth-Knudsen. Han er bæredygtighedschef i DSB og selv cykelentusiast. På Cykelsøndag er han klar til at tage imod de tohjulede gæster.

Og endelig er der blevet lavet et digitalt rutekort, som forbinder de seks stationer på cykel- og familievenlige ruter. Det giver mulighed for at komme ud og opleve noget nyt og få inspiration på tværs af S-togsnettet – ikke kun på Cykelsøndag, men også til gode ture på andre dage.

Læs mere om Cykelsøndag og aktiviteterne på de seks stationer på www.dsb.dk/cykel

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra DSB

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here