British Airways er i flybranchen ikke kendt for at have det smarteste First Class-produkt. Deres First Class er ofte blevet omtalt som “en meget god Business Class”, da deres sæder har lignet de bedste design hos konkurrerende flyselskabers Business Class. Men nu har det britiske flyselskab meddelt, at de fornyer First Class-kabinen.
Det er ikke billigt at flyve på First Class. Når nogen er villig til at betale over 75.000 kroner for en flyrejse, skal produktet også være i overensstemmelse hermed. I dag fokuseres på privatlivsoplevelsen med lukkede suiter, luksuriøse faciliteter, store tv-skærme og mad og drikke af høj kvalitet.
Nu har British Airways præsenteret en helt ny First Class-oplevelse. Det nye design vil blive installeret på deres Airbus A380 og forventes at være klar medio 2026. Designet er britisk og vil afspejle “moderne britiske luksusrejser”. I den nye kabine får du følelsen af at være på et moderne luksushotel, med hjemlig komfort og britisk islæt.
Det nye sæde er ekstra bredt med sine knap 93 cm, og 2 meter langt, når det er lagt helt fladt. Dette inkluderer en skammel og et elegant klapbord. Derudover får du en 32 tommer tv-skærm foran dig. Suiten kan lukkes med en skydedør.
De elegante kurver, der går igen i kabinen, er inspireret af British Airways Concorde-vinger, som skal give et naturligt flow i rummet og skabe en indbydende atmosfære. Den nye suite vil også have ambient lightning (d.v.s. lys fra mange forskellige lamper i suiten), vinduesskærme, der åbnes og lukkes fra en knap i kontrolpanelet, og hvert vinduessæde har hele 3 vinduer for sig selv. De midterste sæder har en skydedør imellem sig, så to personer, der rejser sammen, kan nyde hinandens selskab. Det bløde panel på indersiden af suiten hjælper også som lydisolering, hvilket giver en ekstra følelse af at være i et privat område. Der vil også være en separat knap som tænder skiltet med meddelelsen “forstyr ikke”.
– Vi er utrolig stolte af at lancere den næste æra af First, som flytter grænserne for komfort, luksus og modernitet, og tager hensyn til kundernes præferencer og forventninger ned til mindste detalje, siger Calum Laming, British Airways’ Chief Customer Officer.
Flyselskabet har lyttet til ønskerne fra kolleger og kunder for at kunne designe suiten og bestemme de specifikke funktioner, så de passer til de rejsendes præferencer. Et eksempel er opbevaringsrum, der er designet med brugervenlighed i tankerne. Flyselskabet introducerede også sin fuldt rektangulære seng efter kundefeedback, der genskaber alle bekvemmelighederne kendt fra hjemmet.
British Airways har arbejdet tæt sammen med virksomheden “Collins Aerospace RTX business”, for at udvikle sædet, til “British Airways’ Club Suite” samt kortdistanceflysæder tidligere på året.
British Airways er stolte af at være det eneste europæiske flyselskab, der kan tilbyde et førsteklasses produkt over Atlanten fra Storbritannien. Kunder, der rejser i First, kan opleve flyselskabets mest luksuriøse måde at rejse på, fra et stilfuldt sæde, eksklusiv loungeadgang, fast track gennem sikkerhedskontrollen, brug af First Wing på Heathrow (speciel check ind for passagerer på Frist Class med tilhørende egen sikkerhedskontrol) og fremragende service ombord. Flyselskabet tilbyder den bedste oplevelse for rejsende fra det øjeblik, de reserverer billetten til de ankommer til destinationen.
Flyselskabet fortsætter med at investere i forbedringen af den overordnede kundeoplevelse og har allerede gennemført over 120 initiativer som en del af en 7 mia. pund dyr opgradering. Dette har bl.a. betydet at der er kommet splinternye kortdistancesæder, gratis Wi-Fi-beskeder på flyvningen og opgradering af selskabets lounger på tværs af det globale netværk.