Boeing 737 fylder 50 år

Første flyvning med Boeing 737-100 d. 9. april 1967 - Foto: Boeing Company

Sig til lykke til en kær gammel bekendt. For de fleste af os har rejst mange gange i bugen på Boeings 737 fly, der fyldte rundt i søndags.

50 år er det nemlig siden, at den første prototype af Boeings flyvende arbejdshest over alle andre lettede første gang.

Siden har 737’eren udviklet sig til at blive Boeings bestseller. Slet ikke så berømt og feteret som storebror 747 Jumbo. Til gengæld solgt i indtil videre 9.448 eksemplarer, hvoraf mange stadig er i luften.

Og modsat Jumboen har den lille Boeing 737 stadig en fremtid foran sig. En stor en endda.

Norwegians Boeing 737MAX. Foto: Boeing
Norwegians Boeing 737MAX. Foto: Boeing

Om få uger vil Boeing nemlig levere den første maskine af den helt nye 737 MAX variant til et flyselskab, og kort efter vil flyet gå i rutefart.

Side om side med sin mange forskellige ældre søskende, der hver dag transporterer hundrede-tusinder af mennesker verden rundt.

Boeing selv fejrede den imponerende 50 års fødselsdag ved et arrangement på Museum of Flight, der ligger i flyfabrikkens hjemby Seattle i det nordvestlige USA.

Med ved arrangementet var både den originale Boeing 737-100 prototype fra 1967 og den testpilot, som fløj den dengang. Brien Wygle er i dag 92 år.

Boeing 737-200 hos Lufthansa. Foto: Wikimedia - Creative Commons
Boeing 737-200 hos Lufthansa. Foto: Wikimedia – Creative Commons

Boeing brugte selv den første 737 som testfly frem til 1973. Derefter blev maskinen solgt til NASA som flyvende test laboratorium frem til 1997. Derefter forærede NASA flyet til museet i Seattle.

Det første flyselskab – det var Lufthansa – tog Boeing 737 i anvendelse i februar 1998. I dag er det amerikanske lavpris flyselskab Southwest den største bruger i verden.

Den lidt større Boeing 737-200 kom kort efter og blev i 1980’erne suppleret med modellerne 300, 400 og 500. De kaldes tilsammen for ”737 Classic” i dag.

I 1990’erne introducerede Boeing 737 Next Generation, der havde en slankere profil, et ændret interiør i kabinen, længere vinger og et computer-styret instrument panel – det såkaldte ”glass cockpit”.

737 Next Generation serien omfatter modellerne 600, 700, 800 og 900. Også private jetfly fra Boeing Business Jet bygger som regel på Next Generation maskiner.

I dag anvendes Boeing 737 af mere end 500 flyselskaber, der servicerer 1.200 destinationer i 190 lande.

Boeing har gennem årene fremstillet over 7.000 eksemplarer af 737’eren, hvoraf over 4.500 stadig er i brug – og 4.500 er i ordre.

På et hvilken-som-helst tidspunkt af døgnet vil 1.250 Boeing 737 fly være i luften et eller andet sted på kloden. Da flyet var allermest udbredt i 2006, landede eller startede en 737 hvert femte sekund i en lufthavn.

I de 50 år har over 12 milliarder mennesker fløjet med en Boeing 737, der har været i luften i mere end 296 millioner timer.

I dag udgør Boeing 737 omkring 25 pct. af alle passagerfly i verden, selvom konkurrencen fra især Airbus’ A320 serie er blevet hårdere.

Konkurrencen fra Airbus parerer Boeing med den splinternye 737 MAX serie, der tilbyder større effektivitet, mindre benzin forbrug, udvidet rækkevidde og lavere sædepris.

737 MAX er det hurtigst sælgende fly i Boeings historie med mere end 3.600 bestillinger.

Er der nogen, der tør påstå, at en 50-årig er gammel og ikke kan være adræt og effektiv….

 

Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk – der dagligt skriver om rejser, trends og gadgets.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here