Så er det igen muligt at blive millionær i et loyalitetsprogram. Få 1 million point ind på din konto hos Tyrkish Airlines “Miles & Smiles”. Det er let at gå til: Rejs med Turkish Airlines til alle 6 kontinenter – og millionen triller automatisk ind på din konto.
Det var SAS, der i forbindelse med skiftet til SkyTeam, gav medlemmerne af EuroBonus mulighed for at få en million EuroBonus point, ved at flyve med 15 selskaber i SkyTeam. Men andre selskaber har efterfølgende gennemført lignende kampagner. Vi har tidligere skrevet om Etihad i denne artikel.
Hvis du er medlem af Miles & Smiles, så skal du nok tjekke den nye kampagne på denne side. Der kan du læse om Turkish Airlines nye kampagne: I perioden fra 27. juni til 27. oktober 2025 skal du købe billetter og gennemføre dine rejser til 6 kontinenter. Du skal rejse med Turkish Airlines – og kun rejser, der opereres af Turkish Airlines tæller med (med andre ord, så kan code share, der gennemføres af andre flyselskaber ikke regnes med).
Turkish Airlines har listet alle destinationer, du kan besøge under kampagnen. Men helt overordnet skal du flyve til disse 6 kontinenter:
- Europa
- Nord Amerika
- Syd Amerika
- Asien
- Afrika
- Australien

Det med småt:
Men så kommer alt med småt:
Bonus billetter, special billetter (eksempelvis til sømænd eller studerende) samt billetter under virksomhedsaftaler tæller ikke med. Det er desuden en betingelse at dit medlemsnummer er sat ind i billetten, før du starter rejsen. Flyture, der efterregistreres kan ikke tælle med. Du skal med andre ord sikre dig, at dit Miles & Smiles nummer er i billetten, når du tjekker ind.
Rejsen skal starte i – eller gå igennem Istanbul. Så kun rejser, der opfylder denne betingelse tæller med i din opgørelse.
Jeg anbefaler, at du nærlæser alle betingelserne på denne side.
Millionen kommer ind på din konto i perioden i første halvdel af november i år.
Kan du nå at bruge dine miles?
Hos Tyrkish Airlines forældes miles 3 år efter de er optjent. Du skal med andre ord nå at bruge millionen inden november 2028. Skulle du stadig have miles, der står til at udløbe, kan du købe 3 års forlængelse. Men det er ikke billigt: 1000 point koster 20 dollar (altså 2 cents per mile).
En søgning på internettet viser, at værdien af miles ligger omkring 0,7 – 1,1 cent (men det afhænger af, hvordan du bruger dine miles). Det er væsentligt lavere end prisen for at forlænge levetiden. Med andre ord, så skal du bruge millionen i løbet af 3 år.
Er kampagnen pengene værd?
Det spørgsmål kan være svært at besvare. Men tager vi udgangspunkt i værdien på 0,7 – 1,1 cent, så vil en million miles have en værdi i størrelsesordenen 7.000 – 11.000 dollars (45.000 – 70.000 danske kroner). Dertil kommer de miles, du optjener ved at flyve med Turkish Airlines. Men ud fra en rent økonomisk synsvinkel, så skal det koste dig (betydeligt) mindre at gennemføre rejserne.
Men så er det jo også konkurrence elementet: Hvor meget er det værd for dig at tage udfordringen op – og vinde. Det er jo svært at sætte værdi på det. Dertil kommer, at du jo også får nogle oplevelser under dine rejser. Hvad er de værd?
Hvis du ikke allerede er medlem af Miles & Smiles, kan du blive det her.
Artiklen er baseret på et nyhedsbrev fra Turkish Airlines og information på selskabets hjemmeside.