Foråret har givet nye ruter til Billund Lufthavn. Sammen med mere luftfragt kan lufthavnen glæde sig over en god marts måned.
Billund Lufthavn fik noget af en dukkert, da Ryanair for et års tid siden nedlagde sin base i den jyske lufthavn og lukkede alle selskabets ruter. Men nu er lufthavnen igen kommet op til havoverfladen – og trækker vejret fint. Det viser de nyeste trafiktal fra lufthavnen.
I marts rejste i alt 224.488 passagerer gennem Billund Lufthavn, hvilket var 7,0% færre end samme måned sidste år. Det er første gang, at tilbagegangen har været éncifret siden Ryanair trak stikket.
De nye ruter
Lufthavnen får 11 nye ruter i først halvår af 2026. Tre af de nye destinationer bliver allerede betjent:
- Wizz Air begyndte at flyve til Tirana i Albanien allerede fra 3. marts. Vi har skrevet om ruten i denne artikel.
- Norwegian åbnede 28. marts den nye rute til Barcelona.
- Wizz Air begyndte 29. marts at betjene den nye rute til Budapest.
– Med de nye ruter fra Norwegian og Wizz Air får vi lukket flere strategiske huller i vores rutekort. Ruterne styrker både tilgængeligheden til og fra Vestdanmark og skaber bedre forbindelser for både erhvervslivet og ferierejsende. Især det italienske marked styrkes med direkte ruter til Rom, Milano og Napoli. Samtidig åbnes der op for helt nye rejsemuligheder til Edinburgh, Malta, Porto, Nice og Kreta. De nye ruter er også blevet taget rigtig godt imod af rejsebureauerne, hvor bl.a. Nilles&Gislev Rejser og Risskov Rejser og deres engagement har haft stor betydning for, at vi står med så mange nye ruter på kortet, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
KLM og Air France havde jubilæum
Men marts handlede ikke blot om lanceringen af nye ruter. Måneden bød også på fejringer af stærke og mangeårige samarbejder, som forsat spiller en central rolle for lufthavnens udvikling. Air France kunne markere 15 år i Billund, mens KLM fejrede 20 års jubilæum. Disse to milepæle vidner om stabile partnerskaber med stor betydning for lufthavnens internationale forbindelser.
– Air France og KLM er vigtige samarbejder, der i en lang årrække har været med til at udvikle lufthavnen, og som fortsat spiller en vigtig rolle. De forbinder Billund med de store internationale hubs i Paris og Amsterdam, hvorfra vestdanskerne kan rejse videre ud i verden. I 2025 stod KLM og Air France for over 500.000 af det samlede passagertal, fortæller Jan Hessellund.
Mere fragt i Billund
Fragtområdet har haft en stabil måned med et solidt aktivitetsniveau. I alt blev 7.581 tons gods fragtet i marts måned. Det er en vækst på 6,1% sammenlignet med samme måned sidste år.
Samtidig har Cargo Handling Billund Airport (CHBA) i den seneste måned oplevet øget chartertrafik, hvor særbestilte fragtflyvninger gennemføres uden for den faste rutetrafik og tilpasses kundens specifikke behov og tidsplan.
Operationerne foregår ofte i korte tidsvinduer, hvor effektiv afvikling er afgørende. Det understreger CHBA’s stærke position og evne til at levere høj kvalitet, fleksibilitet og et højt serviceniveau i tæt samarbejde med kunder og partnere.
– Endnu engang leverer fragtområdet stabile resultater med et solidt aktivitetsniveau og vækst, og den stigende charteraktivitet understreger vores rolle som et fleksibelt fragtknudepunkt, hvor vi kan håndtere komplekse operationer hurtigt og effektivt. Det har stor betydning for erhvervslivet, som er afhængigt af velfungerende og effektive transportløsninger, siger Jan Hessellund.
Etablering af pharma-faciliteter
Det fortsatte arbejde med at etablere en ny kølehal er i fuld gang. Kølehallen bliver en vigtig del af lufthavnens fremtidige setup til håndtering af pharma med fokus på en skånsom og sikker proces samt et dedikeret miljø til temperaturfølsomt gods.
Med investeringen styrker Billund Lufthavn samtidig sin rolle i et marked i vækst, hvor efterspørgslen efter specialiserede og kvalitetssikrede løsninger er stigende.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn.








