Billund lufthavn bruger sommeren til at planlægge flyrejser til vinterens skiferie i alperne. Og markedsføringen af ruterne dertil. For lufthavnen har fået endnu en rute til de franske alper.
Billund lufthavn har med garanti ikke aftalt en arbejdsdeling med kollegerne i Aalborg og Aarhus. Men SAS flyver derfra til Scandinavian Mountains Airport, der betjener vintersportsstederne i den nordlige del af Skandinavien: Sälen i Sverige og Trysil i Norge.
Lufthavnen i Billund har derimod valgt at satse på direkte ruter til skisportssteder alperne. I den kommende vintersæson kan man flyve direkte fra Billund til: Bolzano, Grenoble, Innsbruck, Lyon, München, Salzburg, St. Gallen og Zürich.
Billund får ny rute til alperne
Fra januar 2026 får skientusiaster i Vestdanmark endnu lettere adgang til de franske Alper. Lavprisselskabet Volotea åbner en ny direkte rute mellem Billund Lufthavn og Lyon.
– Vi ved, at mange danskere allerede i august begynder at planlægge deres skiferie. Derfor er vi glade for at kunne præsentere en ny og attraktiv alperute – denne gang til Lyon med Volotea. Det styrker yderligere vores position som Jyllands alpine knudepunkt, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Den nye rute giver nem adgang til populære skisportssteder som Les Deux Alpes, Alpe d’Huez og La Plagne. Lyon er samtidig et oplagt valg for både familier, solhungrende afterski-gæster og erfarne skiløbere med hang til offpiste.
Billund mangler hver 4. passager
Antallet af passagerer i juli 2025 er 26,6% lavere end juli sidste år. Det er konsekvensen af, at Ryanair har nedlagt sin base og ikke længere flyver fra Billund.
I juli rejste 351.921 passagerer gennem terminalerne – hvilket gør måneden til den travleste i 2025. Men sommerferien er naturligvis højsæson for ferierejser. Og det er årsagen til de mange rejsende. En del af Ryanairs tidligere gæster er nu begyndt at flyve med de andre selskaber, der betjener Billund Lufthavn. Derfor har netværksselskaberne haft vækst.
– Vores netværksruter har haft en positiv udvikling hele året. I andet kvartal har vi set en vækst på 11 procent, og vi forventer, at tendensen fortsætter i de kommende måneder. Nye ruter som London Gatwick med Norwegian samt Gdansk og Vilnius med Wizz Air bidrager også til fremgangen. Ved indgangen til årets sidste sommermåned kan vi desuden glæde os over, at Billund Lufthavn som den første i Danmark har fået godkendt, at rejsende nu må medbringe beholdere med mere end 100 milliliter væske i håndbagagen. Det gør en i forvejen nem rejse gennem lufthavnen endnu nemmere, fortæller Jan Hessellund.
Vi har tidligere i dag offentliggjort en artikel om de nye EU regler for væsker i håndbagagen, læs artiklen her.
Luftfragt i medvind
Også luftfragten er i fremgang. I juli håndterede Billund Lufthavn 7.755 tons fragt. Det er en stigning på 8,4%. Væksten er primært drevet af øget import af e-handelsvarer og stigende eksport af fødevarer.
– Det fleksible set-up i vores fragtforretning gør os attraktive for en bred kundekreds. Samtidig har vi styrket infrastrukturen med åbningen af Hedevej, som leder tung trafik uden om Billund by og giver hurtigere adgang til vores sydlige terminalområde, uddyber Jan Hessellund.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn, der også har leveret fotoet til denne artikel.







