Billund blev overrasket i 2025

Billund Lufthavn

2025 blev et helt anderledes år i Billund, end lufthavnen havde forventet ved årets begyndelse i januar. Den store overraskelse var, at Ryanair med kort varsel lukkede sin base i Billund Lufthavn og stoppede alle flyvninger med udgangen af marts.

I en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn sætter lufthavnen nu ord på den pludselige og overraskende ned lukning af alle Ryanairs ruter. Lufthavnen gengiver loyalt Ryanairs argument: Den nye danske passagerafgift. Men det ændrer jo ikke ved, at Ryanair stadig flyver fra Aarhus og København. Derfor kan passagerafgiften ikke være den eneste væsentlige årsag. Men uanset begrundelsen, så satte Ryanairs ned lukning sine tydelige spor i passagertrafikken.

2025 blev et anderledes år. Markant anderledes. Vi stod til at miste omkring en tredjedel af vores samlede antal passagerer fordelt på 25 ruter, da Ryanair forlod os i marts. Det skabte turbulens, ikke kun i lufthavnen, men i hele vores optageområde. Hoteller, turistattraktioner, erhvervsliv og rejsende fra nord, syd, øst og vest blev påvirket, fortæller Billund Lufthavns administrerende direktør Jan Hessellund.

Netværksselskaber som KLM, Air France og Lufthansa voksede med 11 procent i 2025 sammenlignet med 2024, mens de øvrige flyselskaber voksede med 34 procent i samme periode. Sidstnævnte blandt andet fordi Norwegian og Wizz Air har tilføjet flere ruter og øget kapaciteten.

Flyene har været pænt fyldte hele året med en gennemsnitlig belægningsprocent lige under 80. De største selskaber i Billund Lufthavn i 2025 var KLM, Lufthansa, SAS, Norwegian, Wizz Air og Air France. Mere end hver tredje passager i Billund Lufthavn er erhvervsrejsende – samme høje niveau som i 2024. Det understreger styrken i dette Vestdanske marked og det fortsatte potentiale vi har for at udvikle Billund Lufthavn, siger Jan Hessellund.

Billund har vækst i luftfragt

Til gengæld har lufthavnen haft god vækst i luftfragten. Det bliver da også fremhævet i pressemeddelelsen. Siden 2019 er fragtmængderne steget med godt 20 procent i Billund Lufthavn. Dermed tegner Billund Lufthavn i dag sig for godt 20 procent af Danmarks samlede luftfragt.

Vi har haft endnu et stærkt år for luftfragt med mængder på niveau med rekordåret 2024. De nye faciliteter understreger vores rolle som en af Nordeuropas vigtigste porte for luftfragt, og vi forventer, at de forstærker vores position yderligere i 2026. Samtidig udbygger og forbedrer vi vores faciliteter til pharma-produkter. Det er vigtigt, fordi to tredjedele af vores samlede fragtmængde er eksport, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.

Denne udtalelse fra lufthavnens direktør dækker dog over 5% tilbagegang i eksportmængden sammenlignet med året før. Importen har været uændret i forhold til 2024. Statistikken er offentliggjort på denne side. Det hører også med til historien, at Turkish Airlines har valgt at samle alle selskabets luftfragts aktiviteter i København – og dermed heller ikke vil benytte Billund.

Der er dog stor tiltro til at der kommer mere luftfragt til Billund. Derfor investeres 80 mio. kr. i en ny cargo-terminal. Byggeriet går i gang i foråret 2026. Det har vi tidligere skrevet om i denne artikel.

Perspektiver for 2026

Billund Lufthavn går ind i 2026 med et mål om at genvinde en stor del af den trafik, der gik tabt i 2025. Norwegians markante kapacitetsløft spiller en central rolle. Selskabet har annonceret 10 nye ruter fra Billund med åbning i foråret 2026 – en betydelig udvidelse af antallet af direkte destinationer. Det skrev vi om i denne artikel.

Vi forventer at have hentet omkring 800.000 af de cirka 1,3 millioner tabte passagerer tilbage ved udgangen af 2026. Dermed lander vi formentlig på en vækst mellem 5 og 10 procent i passagertallet i 2026 sammenlignet med 2025. De nye ruter vil samtidig løfte aktiviteten i hoteller, oplevelser og attraktioner i vores opland og styrke Billund som rejseknudepunkt for både ferie- og erhvervsrejsende, siger Jan Hessellund.

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here