Billeje: Dobbelte antal point i ny EuroBonus kampagne

Nu kan du få det dobbelte antal niveau- og bonuspoint i en ny kampage fra EuroBonus, når du lejer bil hos selskaberne Alamo, Enterprise og National. Du skal reservere bilen inden 31. august 2025. Men det ser ikke ud til, at kampagnens lejeperiode har en udløbsdato.

Nu får du også det dobbelte antal point, når du lejer bil hos udlejningsfirmaerne Alamo, Enterprise og National. Det er de nyeste EuroBonus partnere indenfor billeje. Også på dette område udvider SAS antallet af partnere, hvor du kan optjene EuroBonus point.

Hvad får du ud af billeje hos de 3 selskaber

Alle EuroBonus medlemmer får 3 bonus point og 1,5 niveau point for hver euro, de bruger på at leje en bil hos de 3 selskaber. Der er ikke flere point til Guld- og Diamant medlemmer i EuroBonus (som vi har set det i andre aftaler). Ej heller flere point ved at betale med SAS EuroBonus MasterCard (hos Avis får vi 500 ekstra bonuspoint, når vi betaler med kortet). Der ser heller ikke ud til at være ekstra rabat til EuroBonus medlemmer. Jeg får nemlig samme pris, hvad enten jer er logget ind på min konto eller ej. På tilbud fra eksempelvis biludlejningsfirmaet Avis, får jeg en lavere pris, når jeg er logget ind på min EuroBonus profil.

Nu har EuroBonus et godt tilbud. Reserverer du bil inden 31. august, så får du det dobbelte antal point. Bilen skal reserveres på denne side. Jeg anbefaler, at du har logget ind på din EuroBonus konto, når du reserverer bilen. Da vi har hørt, at EuroBonus medlemmer ikke altid får det lovede antal point, vil jeg klart anbefale, at du tager et skærmbillede under reservationen, hvor det klart fremgår, hvor mange point, du kan forvente. Så har du altid denne dokumentation til senere, hvis du skal bede om manglende point.

Lejeperioden fremgår ikke af tilbuddet. Men jeg kan se, at vi kan få dobbelt point på lejemål i juleferien og nytår (23. december – 4 januar) og også på et lejemål i januar.

Dobbelt point på et lejemål fra 23. december til 4. januar

Det er meget sjældent, at vi kampagnerne også løber i højsæsonen. Så derfor har du nu et ekstra argument for at leje bil over juleferien hos selskaberne Alamo, Enterprise eller National.

Der er dobbelt point på et lejemål i januar

Hvad er bedst?

Det kan altid være svært at vurdere, hvor man skal leje bil. Men forudsat at priserne er de samme, så har vi et par hurtige overslag. Generelt kan vi sige, at Avis og Hertz har fast optjening af EuroBonus point, mens optjeningen af EuroBonuspoint hos Alamo / Enterprise / National afhænger af prisen på billejen. Det betyder, at du skal tage de billigste lejemål hos Avis eller Hertz, mens de dyre lejemål skal tages hos Alamo / Enterprise / National – i hvert fald, hvis du går efter at få flest EuroBonus point.

Avis eller Alamo / Enterprise / National

Hos Avis får EuroBonus medlemmer på basis og sølvniveau 1000 bonuspoint og 500 niveau point. EuroBonus medlemmer med guld og diamantkort får 1500 bonuspoint og 750 niveau point. Når vi betaler lejen med vores SAS EuroBonus MasterCard, får vi yderligere 500 bonuspoint. Det betyder med andre ord, at hvis priserne på alternativerne er de samme og det eneste vurderingskriterie er optjeningen af Eurobonus, så skal

  • EuroBonus Basis og Sølv medlemmer vælge Avis, hvis lejemålet koster mindre end 1.250 kroner. Ellers skal et lejemål med kampagnepoint hos Alamo / Enterprise / National vælges
  • EuroBonus guld og diamant medlemmer bør vælge Avis, hvis lejemålet koster mindre end 1.850 kroner. Ellers skal et lejemål med kampagnepoint hos Alamo / Enterprise / National vælges.
  • Betales med et SAS EuroBonus Mastercard øges denne grænse med 500 – 600 kroner (afhængig af, hvad niveau point er værd for dig)

Hertz eller Alamo / Enterprise / National

Hos Hertz afhænger antaller af optjente eurobonus point af lejemålets længde.

  • På lejemål fra 1 til 6 dage får vi 1000 bonuspoint og 500 niveau point
  • På lejemål fra 7 til 27 dage får vi 1500 bonuspoint og 750 niveau point
  • På lejemål på 28 dage eller mere får vi 2000 bonuspoint og 1000 niveau point

Der gives ikke ekstra point til Guld og Diamantmedlemmer af EuroBonus, ligesom du heller ikke belønnes ved at betale med et SAS EuroBonus MasterCard.

  • For lejemål på 1-6 dage, bør vi vælge Hertz, hvis prisen er under 1250 kroner. Ellers skal et lejemål til kampagnevilkår hos Alamo / Enterprise / National vælges
  • For lejemål på 7-27 dage, bør vi vælge Hertz, hvis prisen er under 1850 kroner. Ellers skal et lejemål til kampagnevilkår hos Alamo / Enterprise / National vælges
  • For lejemål på mindst 28 dage, bør vi vælge Hertz, hvis prisen er under 2500 kroner. Ellers skal et lejemål til kampagnevilkår hos Alamo / Enterprise / National vælges

Fakta om de 3 selskaber

De 3 forskellige selskaber ejes i dag af Enterprise Holdings Inc, der har 9.500 afdelinger fordelt over hele verden. I Danmark er de 3 selskaber repræsenteret i de større lufthavne (København, Billund, Aarhus og Aalborg).

Ellers er historien bag hvert af Biludlejningsfirmaerne lidt forskellig. Alle firmaer stammer fra USA. Enterprise blev grundlagt i 1957 i St. Louis, National blev grundlagt i 1947 af 24 uafhængige biludlejningsfirmaer for at skabe en national kæde, mens Aloma er det yngste selskab, der blev grundlagt i 1974.

Artiklen er inspireret af en nyhedsmail fra SAS EuroBonus og baseret på informationer www.sas.dk og firmaernes hjemmeside.

Forsidefoto er leveret af Media Room på Enterprises hjemmeside.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here