Onsdag d. 18 marts er Berlins lufthavn ramt af strejke – og alle fly er aflyst. Rejs dagen før – eller aflys dine møder. Skal du hjem kan du vente med at rejse til torsdag. Eller evt. tage toget til Hamborg eller Poznan i Polen – og flyve med SAS derfra.
Der er tid for overenskomstforhandlinger i Tyskland. Der er ikke fredspligt på det tyske arbejdsmarked. Så strejker er en del af forhandlingerne, når fagforeningerne vil lægge pres på arbejdsgiverne. Det rammer nu lufthavnen i den tyske hovedstad.
Lufthavnen har derfor valgt at lukke for samtlige flyvninger. Det forventes at 445 starter og landinger med med omkring 57.000 passagerer bliver berørt.
Vores råd: Aflys eller flyt din rejse
Har du planer om at rejse til eller fra Berlin i morgen, onsdag? Så er vores råd: Flyt din rejse til i dag eller på torsdag. Det er den bedste måde at bruge tiden på.
Lufthansa har ingen direkte ruter mellem København og Berlin. Så normalt giver hjemmesiden dig en billet med en mellemlanding i München, Wien (med Austrian Airlines) eller Bruxelles (med Brussels Airlines). Så turen tager omkring 4 timer. Men i morgen får du en billet til Frankfurt og derfra toget til Berlin. Den samlede rejsetid bliver dobbelt så lang og løber op i omkring 8 timer.

Har du planer om at rejse med eksempelvis SAS så tager flyet normalt en time. Men det er naturligvis ikke muligt i morgen.
Vores råd kunne være at flyve til enten Hamborg eller Poznan i Polen – og tage toget derfra til Berlin. Der er mange togafgange, så ventetiden på banegården er begrænset. Men i begge tilfælde skal du bruge omkring 3 timer på skinnerne – så det vil give en samlet rejsetid mellem København og Berlin på omkring 5-6 timer.

Dermed kommer du også til at bruge en god del af dagen med på at rejse mellem København og Berlin. Og i realiteten vil det være vanskeligt at nå frem til aftaler i løbet af dagen (eller at nå hjem efter møder).
Desværre er der ingen gode togforbindelser. Dels skal du skifte i både Fredericia, Flensborg og Hamborg. Og i Hamborg ankommer du til stationen Altona, men skal rejse videre fra Hovedbanegården. Og dermed også skifte togstation. Turen tager omkring 8½ time. Det giver derfor heller ingen mening at tage toget.
Artiklen er delvis baseret på nyhedsmediet web.de








