Opdateret med information om gældende regler for Guld- og Diamond-medlemmer i SAS EuroBonus.
Vi kunne – her på FinalCall.travel – for et stykke tid siden afsløre, at meget tydede på at SAS ville fjerne den inkluderede håndbagage på de billigste Go Light billetter. Nu har SAS bekræftet det overfor os. Fremover skal du bestille en dyrere billet eller betale gebyr, hvis du vil medbringe en håndbagage i standardstørrelse på flyvninger Indenrigs, i Skandinavien samt i Europa.
For lidt over en uge siden sendte SAS en spørgeskemaundersøgelse ud til visse kunder, hvor de bl.a. viste eksempler på SAS Go Light billetter, som ikke indeholdt bagage.
I den forbindelse spurgte vi SAS om de havde planer om at indføre denne mere skrabede billettype. På daværende tidspunkt ville SAS dog hverken af- eller bekræfte fjernelsen af håndbagagen fra de billigste billettyper.
Men der er sjældent røg uden ild, så når SAS direkte spørger kunderne om en sådan billettype, så er det ikke så overraskende at det er noget de rent faktisk arbejder på – og er langt i processen med.
SAS bekræfter overfor FinalCall.travel
I dag har SAS så bekræftet overfor FinalCall.travel at de fra 14. december 2021 vil introducere et nyt SAS Go Light produkt på ruter indenrigs samt i Europa.
De nye SAS Go Light billetter vil blive solgt fra denne dato og inkludere en taske der kan være under sædet foran dig, som maksimalt må måle 40x30x15 cm. En såkaldt “underseat bag”.
Til FinalCall.travel siger SAS svenske pressechef, Freja Annamatz:
“Vi vurderer kontinuerligt vores tilbud til vores kunder. Vi opdaterer nu SAS Go Light for at kunne imødegå efterspørgslen efter mere individuelt tilpassede billetter”
Ønsker man at medbringe en større håndbagage end den inkluderede “underseat bag”, så kan man tilføje den mod et gebyr ved bookingtidspunktet eller op til afgang. Sædereservation kan tilføjes fra bookingtidspunktet og frem til check-in åbner.
I praksis vil SAS tilføje en ny boardingruppe for passagerer, som har booket SAS Go Light.
Ingen ændringer for Guld- og Diamond-medlemmer
Passagerer som har Guld status eller højere i SAS EuroBonus vil beholde deres fordele med Priority Boarding og at kunne vælge sæde ved booking skriver SAS til os.
Kunder med Guld-status eller højere i EuroBonus vil også fremover kunne medbringe en standard håndbagage, som de kan i dag.
Ingen ændringer på langruterne
SAS Go Light billetterne på de øversøiske ruter vil ikke blive ændret på produktet og her vil billettypen stadig indeholde en standard håndbagage.
Forudså at SAS ville tilbyde et lavprisprodukt
Her på FinalCall.travel har vi faktisk også tidligere spekuleret i hvad det næste skridt i “kapløbet mod bunden” i luftfarten ville være. Her var et af vores bud faktisk, at vi ikke ville blive overraskede hvis SAS indførte disse mere skrabede Go Light billetter og dermed blev et af de første netværksselskaber til at tilbyde samme skrabede produkt som de mest gebyrkåde lavprisselskaber.
Det har vi så i dag fået bekræftet.
Vi følger op på sagen med flere detaljer omkring gebyrets størrelse for at medbringe en standard størrelse håndbagage og hvilke regler der præcist gælder for statuskunder.