Hvor er det bedst at bestille sine hotelovernatninger?

Det er ikke sjældent, at jeg får spørgsmålet om hvor det er bedst at bestille sine hotelovernatninger. Direkte hos hotellet eller via bookingportaler som f.eks. Booking.com?

Det er faktisk et rigtigt relevant spørgsmål – og der er heller ikke noget entydigt svar til det. Men lad mig her komme med nogle gode råd, så du får de billigst mulige hoteller, men også mest muligt ud af dine bonusprogrammer.

De grundlæggende forskelle
Som udgangspunkt er der ikke den store forskel på hvor du bestiller dine hotelovernatninger – og så alligevel. For hvis du ønsker at optjene bonuspoint hos hotelkæden eller opnå elitestatus, så er der ingen tvivl om at du skal bestille direkte hos hotellet. Point og status optjener du oftest ikke når du bestiller via bookingportaler.

Der er dog undtagelser. F.eks. har Hotels.com og Booking.com deres egne bonusprogrammer. Hvis du ofte bor på forskellige hotelkæder, så kan det være en idé at optjene sine bonusnætter via en af disse portaler – fremfor at sprede sin pointoptjening på mange forskellige bonusprogrammer.

Hvornår skal jeg booke direkte hos hotellet?
Har du – eller ønsker du at optjene – elitestatus hos en hotelkæde, så er der ingen vej udenom at bestille hos hotellet. Heldigvis har mange hoteller også en “best price” garanti. Så hvis du finder prisen billigere et andet sted, så matcher de den. Det er altså oftest ikke dyrere for dig at bestille direkte hos hotellet.

Desuden er der flere og flere hotelkæder, som giver fordele som f.eks. gratis internet til kunder som booker direkte hos dem og er medlem af deres bonusprogram. Det er også fordele, som man ikke får når man booker via tredjepart.

Nogle hoteller tilbyder ikke statusfordele, som f.eks. opgradering, morgenmad m.v. medmindre du bestiller direkte. Andre er lidt mere large på det område. Men der er ingen tvivl om at, hvis du har status, så bliver du generelt behandlet bedre med en booking direkte hos hotellet.

Hvornår skal jeg booke via en hotelportal?
Hvis du ofte rejser steder hvor de store kæder ikke er repræsenteret eller hvis du ofte bor på forskellige hotelkæder, så kan det være en god idé at bestille via en af hotelportalerne. Så kan du nemlig udnytte deres bonusprogram og opspare gratis overnatninger – også på hoteller, som normalt ikke tilbyder et bonusprogram. At samle sine overnatninger på en hotelportals bonusprogram kan give god mening, hvis du alligevel ikke overnatter nok på hotel til at optjene status. Her er vejen rimelig kort til gratis overnatninger. Ofte får du en nat gratis efter 10 bookede nætter.

Konklusion
Det afhænger altså af dit rejsemønster. Bor du ofte på samme hotelkæde, så vil jeg nok foretrække at optjene point hos dem. Men rejser du ofte til steder, som ikke har de store kæder eller bor på mange forskellige kæder, så er bedste løsning nok at bruge en af bookingportalerne. Hos sidstnævnte er der ofte kortere vej til gratis overnatninger (og du kan optjene point når du booker for venner, bekendte og kolleger), men du går glip af statusfordelene, som kæderne kan tilbyde.

Se f.eks. nærmere på Booking.com’s bonusprogram Booking.genius

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here