Så er alle nye scannere i Københavns lufthavns sikkerhedskontrol taget i brug. Det er et år siden lufthavnen begyndte at installere dem i sikkerhedskontrollens første spor. Så den slags tager tid.
Lufthavnen i Billund havde de nye scannere på plads for et år siden. Dengang kunne vi slippe for at tage den bærbare ud af håndbagagen. Og den fyldte vandflaske kunne også blive i tasken.
For et år siden begyndte Københavns Lufthavn at installere de første CT scannere. Siden da har nogle passagerer kunnet bruge spor i sikkerhedskontrollen med de nye scannere. Mens andre har fået deres håndbagage kontrolleret i de “gamle” scannere. Men det er historie nu.
Nu er den nye teknologi på plads i København
Fra i går kunne passagererne i Københavns Lufthavn være helt sikker på at få en hurtigere og mindre stressende start på rejsen. Lufthavnen har åbnet den ombyggede sikkerhedskontrol. Den har 20 moderne security-spor, hvor ny teknologi gør sikkerhedstjekket både enklere og mere effektivt.
For passagererne betyder det en markant mere smidig oplevelse, hvor elektroniske genstande kan blive i tasken, og ur, bælte og sko kan blive på under sikkerhedstjekket.
“Sikkerhedskontrollen er et af de steder i lufthavnen, hvor mange passagerer oplever mest pres. Man vil gerne hurtigt videre og i gang med sin rejse. Derfor har vi glædet os meget til i dag, hvor vi med de nye spor gør processen langt mere enkel og overskuelig, så passagererne kommer hurtigere og lettere igennem security,” fortæller Kristoffer Plenge-Brandt, driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Lufthavnens nye sikkerhedskontrol er baseret på CT-teknologi, hvor scannere genererer 3D-billeder af indholdet i passagerernes håndbagage. Det styrker mulighederne for at identificere genstande, som ikke må komme med ombord på flyene, og giver et mere effektivt sikkerhedstjek, der er gearet til både nuværende og kommende sikkerhedskrav.
“Den nye teknologi løfter sikkerhedskontrollen markant. De første nye spor, som åbnede sidste år, har allerede vist, at vi kan håndtere langt flere passagerer både hurtigere og mere stabilt. Det er afgørende, når vi skal levere høj sikkerhed samtidig med en god rejseoplevelse,” siger Kristoffer Plenge-Brandt.
Sammenlignet med de tidligere sikkerhedsspor kan op mod en tredjedel flere passagerer nu komme igennem sikkerhedskontrollen per time.
Venter på EU-godkendelse af ½ liters flasker
Udstyret i Københavns Lufthavn er klar til at håndtere større væskemængder, men indtil videre er det stadig de traditionelle regler med 100 ml-væskebeholdere i en 1 liters-pose, der gælder. Det skyldes en afventende godkendelse fra EU, som rammer flere europæiske lufthavne.
“Vores nye scannere kan sagtens håndtere større beholdere med væsker. Det eneste, der mangler, er en godkendelse fra EU, som flere europæiske lufthavne venter på. Vi ved, at mange passagerer ser frem til netop den ændring, og vi er klar til at åbne for nye væskeregler, så snart EU giver grønt lys,” fortæller Kristoffer Plenge-Brandt.
Københavns Lufthavn er løbende i dialog med den godkendende myndighed i EU og forventer, at godkendelsen til øgede væskemængder foreligger inden årets udgang.
Alt er ved det gamle i SAS fasttrack
Der er ingen ændring i SAS-fasttrack. Her er alt ved det gamle. Så nu skal SAS passagerer til at overveje, om de i stedet for vil gå omvejen for at bruge den nye sikkerhedskontrol – eller de foretrækker den lidt mere omstændelige SAS Fast Track.

Fakta om lufthavnens nye sikkerhedskontrol
- 20 nye CT-scannere er blevet installeret i Københavns Lufthavn. De vejer to tons og genererer 3D-billeder af passagerernes håndbagage.
- De nye sikkerhedsspor er ca. 22 meter lange, og der er plads til, at fire passagerer kan pakke deres håndbagage i bakker på samme tid.
- Sammenlignet med de tidligere sikkerhedsspor kan op mod en tredjedel flere passagerer komme igennem de nye spor per time.
- Scanningen af håndbagagen foregår i et særskilt rum, hvor Security-medarbejderne har ro til at kigge 3D-billeder af håndbagagen igennem for at vurdere, om den indeholder forbudte genstande, der ikke må komme med ombord på flyene.
- Rummet omkring sikkerhedskontrollen er blevet renoveret, og nye løsninger med bl.a. glas og hvide lofter gør omgivelserne mere åbne med et bedre lysindfald.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn








