Anmeldelse: United Airlines Polaris Business indenrigs i USA

Foto: Torben Vognsen

United er i gang med en større renovation af både deres lounges og flyenes kabiner. Det nye koncept hedder Polaris, og det har været undervejs siden 2014 – men det er langt fra gået smertefrit, og kun få fly er indtil nu blevet opgraderet til den nye kabine, ligesom det først er for nyligt at de første Polaris Lounges er åbnet.

Når det så er sagt, er Polaris et must for United, som ellers har haft noget nær det mest sølle businessprodukt på både indenrigs i USA og udenrigs.

Men Polaris bringer selskabet op til en standard der er nogenlunde på højde med hvad de fleste Europæiske flyselskaber kan levere – og indenrigs i USA endda en del bedre end hvad ”indenrigs” i Europa normalt er. FinalCall.travel har testet en indenrigsflyvning imellem San Fransisco og Washington Dulles i den nye Polaris kabine. Men rejsen starter naturligvis i lufthavnens indenrigsterminal.

Check-in i San Fransisco og lounge

United har en god portion af terminalen i San Fransiscos indenrigsafdeling. Indtjekning kan foregå ved et utal af skranker, og med en business billet i hænderne og bevæbnet med mit SAS Diamond kort kunne jeg spadsere direkte hen til skranken, hvor en smilende og lidt forvirret kvinde ikke helt kunne forstå, at jeg ikke skulle tjekke bagage ind når jeg skulle hele vejen til København.

Ikke desto mindre fik jeg mit boardingpass til UA291 (og boardingpasset til den efterfølgende tur over atlanten med SAS også.) Efter det var det igennem security, hvor køen til gengæld var ganske stor – og det endda på trods af, at jeg sprang ca. halvdelen af den over fordi der var en genvej for Business og Star Alliance Guld passagerer.

På den anden side af security blev kursen sat mod United Club. Polaris loungen i San Fransisco er kun tilgængelig for udenrigsflyvninger, så der er ikke andre valg end en Club i det efterhånden velkendte og lidt sølle, let tisgule, design. Der var dog et lyspunkt, for i den ene ende var der en lille enklave gemt – åbenbart et levn fra et tidligere samarbejde med hotelkæden Westin – hvor møblerne ikke var de smagløse læderkolosser, og hvor primær-farven ikke var nikotin. Her finder man ganske nydelige møbler og en dejlig ro. Især fordi der åbenbart ikke er så mange, der bevæger sig væk fra den centrale del af loungen.

Derefter et smut tilbage til buffetten for lidt proviantering som bestod af en snegl og fem stykker frugt samt en automatlatte. Ja, klubben ligner sig selv på det område, og forvent ikke at gå ombord med fuld mave.

Boarding og konfiguration

Efter en times venten i loungen var det en kort gåtur ud til gaten – 86 – hvor UA291 holdt parkeret. En 777-200 med den nye kabine er lidt af et scoop når man skal flyve indenrigs i USA. Faktisk var flyet også sat til at være et af de endnu ikke opgraderede, så det var en behagelig overraskelse, at turen nu skulle foregå i den nye kabine.

Boarding foregik på klassisk United vis, hvor passagererne deler sig op i rækker efter status og kabine. Med Star Alliance Gold og en business billet var det blevet et rent 1-tal for mig. Ikke desto mindre var køen ret lang – for businesskabinen er faktisk ganske stor på Uniteds 777’ere. 20 minutter senere kunne jeg tage plads i mit sæde, kærligt navngivet 6A.

Businesskabinen er delt op i en 1-2-1 konfiguration, hvilket giver ganske fornuftig plads. I modsætning til SAS kabinen, hvor det er en fordel at få de lige numre ud mod vinduet fordi bordet så er ind imod gangen, ja så viste det sig at det i Polaris kabinen er modsat; de gode sæder er de ulige – både hvad angår vinduessæderne og sæderne i midten.

Godt nok sidder man tæt på sidemanden i midten, men en ganske solid væg kan køres op hvis man ikke kender vedkommende – og så er man stort set lukket inde i et ganske privat aflukke.

Foto: Torben Vognsen

Toiletterne er relativt små og minder egentlig mest om det, man normalt ser på economy, så der var ikke meget Polaris at få øje på her. Men heller ikke helt klaustrofobisk, trods alt, og nogen må have dumpet en trillebør med wunderbaums i et skab et sted, for duften af kunstig wellness var decideret overvældende.

Sæder og underholdning

Sæderne er behagelige, og sammenligner man med eksempelvis SAS sæderne, så er Polaris lidt mere komfortable. Jeg har aldrig været fan af SAS’ oppustelige sæder, der ofte helt uprovokeret står og puster sig selv op – eller lukker luft ud. United sæderne virker mere faste, men alligevel bløde nok til at man føler sig tilpas.

Sæderne kan lægges helt ned og dermed kan man få en fornuftig lur – på denne ca. fem timer lange tur der begyndte kl. 07.56 var der dog ikke mange, der benyttede sig af muligheden for at sove.

Hvis man vil ned i flad position foregår det via et panel ved siden af sædet. Også her er det lidt mere stabilt end SAS sæderne, da det ofte sker at man skal trykke flere gange på knapperne hos SAS – United sæderne kørte helt ned og op uden brok.

Der er masser af bordplads ved alle sæderne. Et sidebord giver gode aflægningsmuligheder, og det primære bord er placeret under den i øvrigt tilpas store skærm – og køres frem og klappes dernæst ud. Bordet er formentlig et af de største jeg har set i et fly: Ca. dobbelt så dybt som et almindeligt economy bord – og halvanden gang dybere end de fleste andre business borde jeg har set. Det er muligt at have en bærbar stående længst væk på bordet og samtidig have bakken med mad stående foran. Der er stik til både USB enheder og almindelige strømforsyniger – faktisk er der to USB stik, hvoraf det ene er placeret under skærmen. Helt udmærket.

Foto: Torben Vognsen
Foto: Torben Vognsen
Foto: Torben Vognsen

Service

Egentlig var det vist meningen, at der skulle være serveret drikkevarer inden afgang – og jeg hørte da også stewardessen spørge manden bag mig om han ville bestille drikkevarer (fra hele kortet, vel at mærke – ikke ”bare” et valg imellem to eller tre forskellige ting). Men da flyet var helt proppet og jeg sad i midten af kabinen nåede de aldrig ned til mig, så jeg måtte pænt vente med at få noget til vi var i marchhøjde.

Stewardessen kom derefter rundt og tog imod bestillinger. Valget stod mellem to typer morgenmad: En ”scrambled and Chorizo” og en havregrød. Der var ikke meget tvivl – om ikke andet, så var jeg nysgerrig efter at se, hvordan man kombinerer ”scrambled and chorizo”.

Det viser sig, at det gøres ved at kaste en bunke nachos på en tallerken, hælde ost på. Derefter smider man en bunke scrambled eggs og nogle skiver chorizo ovenpå. Og voila, så har man noget der ligner noget man fodrer en mexikansk labrador med.

Foto: Torben Vognsen

Nå, det smagte ikke så frygteligt som det så ud, om end jeg ville have foretrukket en lidt mere almindelig pølse med æg – og helst uden helt bløde nachos som underlægning.
Til den lidt aparte hovedret medfulgte noget der bedst kan beskrives som en deform lun(ish) hvede og græsk yoghurt med vaniljesmag. Ingen af delene specielt indbydende. Nogle skiver ananas og lidt appelsen, samt fire druer fuldente indtrykket af ”vi gad ikke rigtigt lave noget morgenmad i dag, her er hvad vi kunne skrabe sammen”.

Til gengæld var kaffen udmærket – det er ellers noget amerikanerne virkelig kan finde ud af at ødelægge – og alt blev serveret med et dejligt smil fra en yderst kompetent stewardesse, der dog bevægede sig rundt i kabinen som en slags lusket fugl meget af turen. Jeg gætter på, at det var for at være klar til at servicere folk, skulle de have lyst til en ekstra omgang bløde nachos eller noget, men hun virkede godt nok en smule creepy med små, hurtige hovedbevægelser når hendes smilende ansigt dukkede op over skillevæggen. Jeg prøvede at holde koncentrationen på skærmen og ignorere hende.

Underholdning

Polaris Business er udstyret med 14” skærme med indbygget Android styresystem, der ikke virker helt stabilt. Eksempelvis genstartede det fuldstændigt vilkårligt et par gange mens jeg navigerede rundt i systemet. Mængden af film var ikke enormt, i hvert fald ikke af nye film. Det var dog en del mere omfattende end hvad du vil være vant til, hvis du flyver meget rundt i SAS’ jernrør – og til en indenrigsflyvning er det udmærket.

Foto: Torben Vognsen

Mængden af tv-serier er ret stor, men jeg forstår ikke konceptet med at have eksempelvis 5 helt tilfældige episoder af Modern Family fra sæson 8. En ting er, at man har nyeste sæson i stedet for de allerførste – men hvorfor dog starte med episode 8? Nu er Modern Family ikke den værste serie at se udenfor rækkefølge, men alligevel.

Under alle omstændigheder: Mængden af film og tv-serier er rimelig og vil være tilstrækkeligt for langt de fleste.

2. servering

…Var der ikke noget af. Selv om klokken undervejs på flyvningen passerede både 13 og 14 var der altså ikke mere mad at hente. De søde stewardesser var dog helt klar på at finde en lille kanelsnegl frem af gemmerne, så jeg ikke skulle sidde og vansmægte. Og en kop kaffe, der på forunderlig vis smagte helt usædvanligt meget af the. Jeg mener det – jeg aner ikke, hvad det var jeg drak. Det kunne have været meget stærk the eller svag og mærkelig kaffe. Under alle omstændigheder var det varmt og smagte ikke decideret frastødende, så det fik kanelsneglen fulgt til dørs.

Oooog velkommen til Dulles

Jeg indrømmer det: Washington Dulles er en af mine absolut hade-lufthavne. Den er hæsligt indrettet og immigration er forfærdelig – som i det meste af USA, naturligvis.

At ankomme med et indenrigsfly og skulle finde over i udenrigsterminalen kan også være en prøvelse ved jeg af erfaring. Nu har jeg heldigvis fløjet fra Dulles en del gange, og ved også at man kan risikere at komme ud at køre en tur med noget der ligner afkommet af linje 2A der er blevet voldtaget af en kampvogn – og så med røde gulvtæpper kastet oveni, bare fordi. Derfor havde jeg benene på nakken over til udenrigsterminalen, hvor jeg kunne boarde SAS’ Airbus 330. Så godt som hjemme.

Fakta om flyvningen:

Fly: Boeing 777-200
Kabine: Polaris Business Cabin
Konfiguration: 1-2-1
Strækning: San Fransisco (SFO) – Washington Dulles (IAD)
Flynummer: UA291
Fredag, 14 september 2018

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here