På en nyligt rejse i USA faldt valget på at teste Spirit Airlines, som er kendt for at være et såkaldt Ultra Low Cost flyselskab i USA. Men en totalpris på mindre end halvdelen af hvad de øvrige selskaber ville have og afgangstider, som passede optimalt, gjorde det til et enkelt valg. Se her hvad vi synes om Spirit Airlines.
Det kan være dyrt at flyve inderigs i USA. Ofte er priserne langt højere end hvad vi er vant til i Europa, så det er med at se sig godt for når man bestiller. Specielt fordi mere eller mindre alle selskaber idag har produkter, som det tidligere kun var lavprisselskaber, som tilbød (Basic Economy m.v.). I dag skal der betales ekstra for håndbagage, sædevalg og meget andet, hvis man vælger de billigste billetklasser og det kan være svært at overskue hvilken billet du køber.
Når de traditionelle flyselskaber har gjort det ganske svært at gennemskue hvad der er inkluderet i prisen, så er der jo ikke den store grund til at udelukke lavprisselskaber længere. Så jeg besluttede mig for også at kigge på disse alternativer – specielt fordi alle netværksselskabernes priser var skyhøje.
Her faldt jeg over Spirit Airlines, som kunne tilbyde rejsen mellem Boston og Orlando for under halv pris af hvad både United, Delta, American og Jetblue ville have. Selv med tilkøb af en kuffert og Spirits store Big Fronts Seats, som mere eller mindre minder om de øvrige selskabers First Class sæder, så havnede prisen på cirka halvdelen af hvad økonomiklasse ville koste med de traditionelle selskaber. Dermed var valget enkelt. Denne gang blev det Spirit og netværksselskaberne måtte undvære mine penge.
Spirit Airlines har tidligere været kendt for at have en elendig punktlighed og lade passagerer være strandet i dagevis ved aflysninger. Men idag har de faktisk den bedste punktlighed af alle større flyselskaber i USA. Alene det gør risikoen for at strande betydeligt mindre, så det var en risiko jeg var villig til at tage, at Spirit ikke tilbyder ombooking til andre selskaber i tilfælde af aflysning.
Kig dig godt for når du bestiller
At bestille flybillet med Spirit er som at bestille hos Ryanair. Du skal holde tungen lige i munden for der er mange ekstra valgmuligheder og gebyrer. Det er ikke det store problem – du skal bare være opmærksom.
For det første skal du være opmærksom på at en almindelig håndbagage koster penge. Og det er dyrt. For samme pris kan du faktisk købe en hel indtjekket kuffert. Så det valgte vi at gøre.
Har du ikke betalt for håndbagage, så må du kun have en lille “personlig taske” med. Som en lille rygsæk, laptop taske eller dametaske. Og kun ét styk.
Derudover koster det at bestille sæder. Men køber du Big Front Seats, så har du sædevalg med i prisen.
Jeg havde besvær med at bestille direkte hos Spirit. De blev ved med at afvise mit køb fordi det ikke var et amerikansk kreditkort jeg bestilte med. Det er set før hos bl.a. Southwest Airlines, som heller ikke er meget for at få udenlandske kunder. Jeg løste det ved at bestille min billet gennem Expedia. Det koster dog 10 dollars ekstra at købe bagagen fordi man ikke kan gøre dette hos Expedia. Spirit tager ekstra for bagagen, hvis man ikke bestiller den samtidigt med bookingen på deres hjemmeside (hvilket altså ikke var muligt). Uanset besværet ved bestilling, så havde jeg stadig sparet flere hundrede dollars og fået langt bedre sæder end hos de andre flyselskaber.
Vi endte på cirka 300 dollars for to personer i Big Front Seats og med én indtjekket kuffert for rejsen mellem Boston og Orlando.
Check-in
Ved check-in i Boston Logan lufthavnen var der stort set ingen kø. Man skal dog selv printe sin bagagekvitteringen i en automat inden man går til bag drop.
En anden vigtig ting at være opmærksom på er at Spirit tager et gebyr, hvis du først vil printe dit boardingkort i lufthavnen – også hvis du bruger automaten. Så sørg for at printe det hjemmefra eller check ind i deres app og få det på telefonen. Vi valgte sidstnævnte.
Vær også opmærksom på at en standardkuffert hos Spirit kun må veje 18 kg.
Afgang til tiden, men lidt forsinket p.g.a. dårligt vejr.
Vi boardede da også flyet til tiden i Boston og kørte mod startbanen til afgangstid. Desværre var der i mellemtiden blevet dårligt vejr i Orlando, så afgangen blev forsinket en time, men en del blev indhentet igen, så vi kun ankom 30 minutter for sent. Absolut godkendt på en dag, hvor lufthavnen på destinationen har været lukket for trafik i halvanden time p.g.a. tordenvejr. Denne forsinkelse kan man ikke skylde på flyselskabet.
Minimal benplads eller førsteklasses sæder
Ombord hos Spirit er der en meget skrabet økonomiklasse. Her er benpladsen absolut minimal – grænsende til det smertefulde. Bordet er halv størrelse af normalt og det er stort set umuligt at bruge en laptop ombord.
Men er du lidt heldig, så kan du tilkøbe deres Big Front Seats meget billigt – og det er alle pengene værd. I vores tilfælde gav vi 59 dollars ekstra pr. person for en flyvetur på tre timer.
Big Front Seats svarer stort set til det sæde, som du får på First Class hos American, United eller Delta. Dog med den forskel at du ikke kan læne sædet ekstra tilbage. Spirit kalder det for “pre-reclined”, hvilket er marketinglingo for “kan ikke lænes tilbage”.
Big Front Seats var ganske behageligt – på trods af den manglende recline. Sædehynden var lidt flad og kunne trænge til udskiftning, men alt i alt sad vi meget behageligt ombord.
Der var dog ingen strømstik eller underholdning ombord, så sørg for at lade din smartphone eller tablet med både film og strøm inden afgang.
Betal for alt ombord
Der hvor Spirit adskiller sig mest fra de øvrige amerikanske selskaber er at du skal betale for alt ombord. Også på Big Front Seats. Selv vand bliver der opkrævet betaling for. i USA er det uvanligt, men det er i bund og grund fuldstændigt samme koncept som de europæiske lavprisselskaber og flere af de traditionelle selskaber har indført. Udvalget ombord var rimeligt – uden at imponere.
Priserne ombord var helt rimelige og servicen fra kabinepersonalet var upåklagelig. Jeg synes faktisk serviceniveauet var højere end mange andre flyselskaber jeg har fløjet med i USA. Alle var smilende og var hele tiden synlige i kabinen under hele rejsen.
Konklusion
Alt i alt var det en ganske positiv oplevelse at flyve med Spirit. Man skal ganske vist være koncentreret når man bestiller og pakke sin bagage så den passer med deres ret rigide regler, men det er ikke anderledes end hos f.eks. Ryanair og andre lavprisselskaber.
Produktet ombord fejlede absolut ingenting. Specielt ikke i de store sæder forrest i flyet. Personalet var søde og venlige, flyet var nyt, rent og pænt og flyselskabets punktlighed er bedst i USA.
Når man først er ombord, så er den store forskel i forhold til de øvrige selskaber, at man skal betale for drikke ombord og så at der ikke er underholdning i sædet foran eller via wifi. Men bare man er opmærksom på det, så ser jeg intet problem i det.
Mit første møde med Spirit var ihvertfald positivt og jeg flyver gerne med dem en anden gang. Netværksselskaberne skal ihvertfald ikke opkræve mange dollars ekstra før jeg overvejer at booke hos Spirit igen.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.