Når jeg skal overnatte i København, er jeg ofte blevet overrasket over de høje priser på hotellerne. Derfor er jeg efterhånden blevet rimeligt glad for at bo på Radisson Blu i Malmø. Sidste gang betalte jeg lige under 500 danske kroner for en overnatning.
Med Øresundstoget er det jo i princippet lige så let at komme til det centrale Malmø som til København H. 10 minutters gang fra banegården Malmø C – og jeg er fremme ved hotellet: Radisson Blu Malmö.
Hotellet ligger i den hyggelige Östergatan, hvor der også er en del ældre huse. Eksempelvis det røde bindingsværkshus ved siden af hotellet. Umiddelbart virker hotellet ikke særligt stort. Men det snyder. For bindingsværkshuset er hotellets restaurant. Den er naturligvis bygget sammen med hotellet – men man har valgt at beholde ydervæggen på den tidligere bygning.
Hotellets 229 værelser ligger i en moderne 7-etages beton bygning, der diskret er trukket lidt væk fra gaden. Man har med andre ord valgt at beholde gades hyggelige miljø.
Hotellet ligger lige ved siden af shopping centret Caroli. Centret er ikke så stort og der er flere tomme butikslokaler. MEN der er 2 supermarkeder og et par madsteder (at kalde dem restauranter vil nok være en overdrivelse).
Hotellet tilbyder også mødefaciliteter. Her skal jeg lige huske at nævne, at du kan tjene point i loyalitetsprogrammet Radisson Rewards på din arbejdsrelaterede møde og kollegaernes overnatninger. Genlæs artiklen her.
Receptionen
Når du ankommer til hotellet, kommer du lige ind til receptionen. Du har mulighed for at tage et stykke frugt, et glas vand eller et bolche. Det står på et bord lige før receptionens skranker.

Værelset
Jeg fik et dejligt værelse – så vidt jeg ved, blev jeg opgraderet. Jeg har VIP status i Radisson Rewards, så jeg bliver oftest opgraderet Desværre er værelset holdt i lidt gammeldags stil med mørke træpaneler. Men der er jo også grænser for, hvad man kan forlange for 500 kroner.
En dejlig stor seng, et par fine lænestole og et udmærket skrivebord. Der er gode muligheder for både at slappe af og arbejde. Der er et fint udvalg af programmer på TV-et. Naturligvis er udvalget af svenske kanaler stort. Men man kan også se DR1, en norsk kanal, ZDF (tysk TV2) et par engelsk sprogede programmer. Der er også mulighed for at teste sine franskkundskaber. Udvalget var fint til mit behov – jeg fik slet ikke kikket på de omkring 20 kanaler, jeg kunne vælge mellem.
Værelset har en lille minibar, som bliver tjekket og fyldt op hver dag. Det er mange hoteller efterhånden gået fra – og erstattet med en kiosk i receptionen. Men Radisson Blu Malmö holder fast i traditionerne.
Minibaren har sodavand, øl, vin og spiritus. Ved siden af kaffemaskinen er der også chips og nødder, som kan købes. Læg mærke til vandkaraflen. Hotellet lægger op til, at man drikker vand fra hanen – og det er jo gratis. Udvalget er ikke stort – men kan lige dække de basale behov.
Værelset har en Nespresso kaffemaskine. De varme drikkevarer er gratis. Der er både kapsler, pulverkaffe, tebreve og chokolade. Jeg er ikke helt klar over, om det er standard på alle værelser – eller om det kun findes på et af de lidt dyrere værelser, som jeg blev opgraderet til.
Badeværelset
Radisson er gået over til at bruge sit eget mærke til sæbe, shampoo og lotion. Det findes i store flasker ved håndvasken og under bruseren – og erstatter produkter af mærket “thisworks“. Som man tidligere havde i små flasker. Skiftet er måske en blanding af miljøhensyn og økonomiske overvejelser.
Jeg var heldig at få et værelse med bruser. Hotellet har også en værelser med badekar, som gæsterne skal hoppe op i, for at komme under bruseren. Dem er jeg ikke længere så stor tilhænger af. Jeg synes, at badekaret sommetider kan virke lidt glat.
Velkomstgave
Jeg er VIP medlem i loyalitetsprogrammet Radisson Rewards. Den status får jeg efter 20 ophold eller 30 overnatninger i løbet af et år. Medlemmer med denne status får bl.a. en lille velkomstgave. Normalt er gaven på Radisson Blu Malmö en lille pose med chokolade. Det fik jeg også denne gang.

Morgenmad
Morgenmaden serveres i hotellets restaurant. Som det ses i billedet nedenfor er den bygget ind i det gamle bindingsværkshus. det giver en ret speciel atmosfære – og jeg sidder lidt med indtrykket af at opholde mig på en udendørs gade cafe – selvom kalenderen faktisk viser, at det er december.

Morgenmads buffeten byder på rigtigt meget. Det kan også ses på billederne nedenfor.
Udvalget af brød er måske lidt begrænset – og jeg savner rigtigt rugbrød, som ikke var på bordet denne dag. Så jeg måtte tage mig til takke med to slags boller/rundstykker, croissant, et par skærebrød og knækbrød. Der var også lidt wienerbrød: Spandauer, snegle eller wienerpekan. Naturligvis bakeoff, som man får på alle hoteller.

De varme retter blev serveret i gryder med låg, der alle stod på en kogeplade. Blødkogte æg, røræg, bacon, små morgenmadspølser, stegte svampe, bønner i tomatsauce og stegte tomater. Pandekagerne blev serveret fra et fad, der er placeret i et større varmeskab. Jeg forstod aldrig, hvorfor tuben med Kalles Kaviar også stod på bordet. Men det var måske det svenske indslag.

Der var et fint udvalg i pålæg og ost. Og selvom jeg ikke bryder mig om røget makrel til morgenmad, så er der nok andet at vælge mellem: 3 slags ost, skinke, kalkun, salami og leverpostej.

Der er også de sædvanlige agurkeskiver og cherrytomater, som efterhånden er standard på mange hoteller. Jeg var specielt glad for radisserne (som man ikke finder alle steder) og de syltede agurkeskiver. De er rigtigt fine til leverpostejen. Yoghurten stod i en kølemontre. ved siden af det store udvalg af havregryn, müsli, corn flakes og forskelligt drys.
Jeg plejer normalt at slutte af med lidt frugt. Der er mandariner, æbler samt friskskåret ananas og melon. Desuden står mælken rent praktisk på samme kølepladen som skålene med det skårne frugt.

Hvis man lider af allergi, er der et lille hjørne med glutenfrit brød og kager samt plantebaseret mælk og smørerstatning.

Der er et fint udvalg af kolde drikkevarer: æblemost, frugtjuice, blodappelsin juice og vand (også vand med bobler). Den obligatoriske kaffemaskine byder på et stort udvalg af de koffeinholdige drikke. Dertil komme et pænt udvalg af tebreve: sort te, grøn te og frugt te.
Alt i alt har man et rigtigt stort udvalg i morgenmadsbuffeten. Det er i hvert fald ikke hotellets skyld, hvis man går sulten fra bordet.
Lobbybaren
For fuldstændighedens skyld, vil jeg lige nævne lobbybaren. Normalt er der ikke mange gæster, som opholder sig i det område.

Sammenfatning:
Fordele:
+ Ligger centralt
+ God service
+ Fin morgenmads buffet
Ulemper:
– Lille udvalg i minibaren
Bedømmelse
Værelsets indretning: 7
Hotellets faciliteter: 8
Restaurant/Bar/Morgenmad: 9
Værdi for pengene: 10
Konklusion:
Totalscore: 8,5
Jeg er ret glad for at bo på Radisson Blu Malmö. Hotellet ligger centralt – lige ved siden af shopping centret Caroli, hvor du kan købe ind i 2 supermarkeder til “købmandspriser”. Det er oplagt, hvis du vil have en fin overnatning til billige penge. Servicen er i top – og du må ikke gå glip af morgenmaden.