Anmeldelse: Park Plaza Bangkok, Sukumvit Soi 18

Rommet fra inngangspartiet

Vi har været i Bangkok og testet forskellige hoteller. Et af dem er Park Plaza, som tilhører Radisson-kæden, med beliggenhed på Sukumvit Road Soi 18. Mærkeligt nok ligger de fire hoteller fra Radisson-kæden alle indenfor en radius på 1 km.

Park Plaza ligger kvalitetsmæssigt mellem Radisson Blu og Park Inn kæderne og virker som et godt prisalternativ for en god hoteloplevelse i Bangkok. Hotellet ligger ganske centralt og i kort gåafstand fra Asoke krydset, hvor man har adgang til offentlig transport.

Hotellet har 125 værelser – fordelt på deluxe rooms, executive room og executive studio suites.

Min booking

Jeg bookede mit værelse via hotelkædens hjemmeside og mit Radisson Rewards medlemsskab gav mig lidt rabat i forhold til ikke-medlemmer. Jeg valgte at give 50 kroner mere end den billigste pris for at få et executive værelse, som kostede ca. 500 kroner pr. nat. Men man kunne altså få værelse helt ned til lidt over 450 kroner da jeg bookede i juni i år. For et par hundrede kroner mere kunne man booke en executive studio suite.

Ankomst

Jeg ankom til fods da jeg havde tilbragt natten inden på kædens andet Park Plaza hotel i Bangkok, som kun ligger 6-700 meter fra dette.

Læs også: Hoteltest – Park Plaza Hotel Bangkok Asoke

Hotellet har en flot facade med friske farver og ser både nyt og moderne ud.

Hotellets indgangsparti.
Hotellets facade. Foto: Park Plaza

Check-in

Ved indgangen stod der en uniformeret medarbejder, som tog min bagage og guidede mig ind til receptionen. Jeg ankom med 14-tiden og blev ønsket velkommen med en velkomstdrink – et glas juice af en slags.

Kort tid efter stod jeg med værelsesnøglen i hånden og en medarbejder, som tog min bagage og viste mig vej til værelset. Jeg skulle på 7. etage for at finde mit værelse og blev vist til elevatoren.

Korridoren ned mod værelset

Værelset

Døren til mit værelse blev fundet for enden af gangen og her var der både ringeklokke og lysskilte, som indikerede om jeg ville forstyrres eller ikke.

Døren ind til værelse 727

Døren blev åbnet og afslørede et moderne og farverigt værelse. Første indtryk var at man fik en del for pengene og at værelset så fint og indbydende ud.

Værelset fra indgangspartiet

Sengen viste sig at være virkelig god at ligge i og sengetøjet var blødt og godt.

Skrivebordet var godt at arbejde ved og indlogningen til internettet var Radissons standard, hvor man skulle opgive værelsesnummer og efternavn. Meget enkelt og godt – og ingen problem at logge ind på 3 enheder. Hastigheden lå på omkring 6 Mbits, som jeg – i Bangkok – regner som acceptabelt. Der var også et 40 tommer fladskærms tv.

Skrivebord, tv og sektion med minibar

Værelset havde både minibar og en hylde med drikke og snacks til salg. Ikke det helt store udvalg, men helt okay.

Minibarens indhold
Øvrige varer til salg på værelset

Værelset havde også en lille 2 personers sofa, som jeg brugte til at lægge min bagage på, men som også var fin at sidde i.

Fra værelset kunne man se ind på badeværelset da der er vindue mellem værelset og badet. Heldigvis er det muligt at rulle et gardin ned og skærme af, hvis man ikke vil forstyrres på badeværelset.

Badet var både rent og pænt og havde en fin størrelse. Her var der en aflukket bruseafdeling og der var rigeligt med bløde håndklæder samt alt man havde behov for af sæbe, shampoo og lotion.

Badet

Restaurant/Bar

Indgangen til bar og restaurant

Hotellet tilbyder baren “Sway” og restauranten “Mezza”, som lå på mezzaninen over receptionen. Den var helt tom da jeg kom forbi om eftermiddagen. Men her serveres der både morgenmad, frokost og middag. Jeg spiste ikke på hotellets restaurant under mit ophold, men jeg antager at maden, som blev serveret ved poolen også kom her fra.

Siddeområdet i restauranten

Jeg synes restauranten og barområdet var indbydende i fine farver og siddegrupperne i baren virkede komfortable.

Siddegrupperne i baren i forbindelse med restauranten

I receptionen var der også renovering i gang, og i følge de ansatte skulle de få en lille lobbybar der.

Udsigten fra restauranten ned mot reception, lobby og indgang. Renoveringen under presenningen.

Hotellet tilbyder roomservice i perioden fra kl 6.00 til 23.00.

Faciliteter

Den bedste facilitet på hotellet var poolområdet på taget på 8. etage. Det ser både lækkert og indbydende ud, med flere siddegrupper og solsenge. Da jeg boede på hotellet var området lidt reduceret da de var igang med at renovere området. Der var ikke nogen forstyrrelse af det mens jeg opholdt mig i området, men næste morgen kunne jeg godt høre at der blev arbejdet i området da mit værelse lå lige under.

Poolområdet. Renoveringsområdet til venstre. Billedet er taget fra modsatte ende i forhold til indgangen, under halvtaget som jeg sad under.

Jeg fandt mig en plads under et halvtag da der var gode borde at sidde ved da jeg ville bestille lidt mad. Og så er det jo altid godt at få lidt skygge på en varm dag i Bangkok Eneste minus var wifi, som var ganske dårligt i dette område – med en hastighed på kun omkring 1 Mbits, så det tog lidt tid at få downloadet og læst nogle aviser på iPadden.

Det startede godt ud. Tjeneren i baren kom ofte rundt og tog bestilinger og serverede. Der var flere retter at vælge imellem og jeg fik mig både mad og drikke. Da jeg kun fik serveret en enkelt ret med Satayspyd, så har jeg valgt ikke at bedømme maden på hotellet.

Lidt satayspyd ved poolkanten

Vejret var godt og jeg fik mig en dukkert i den nydelige pool. Men efter lidt tid, så begyndte regnen, som i bedste Bangkok-stil endte med at blive kraftig. Så kraftig at man endte med at blive våd selvom man sad under halvtaget. Samtidigt blæste det en del – faktisk så meget at parasollerne ved poolen pludseligt stak til vejrs og forsvandt udover kanten. Det afsluttede den hyggelige tid ved poolen og jeg “evakuerede” mig til mit værelse, hvor jeg fik en lur og et bad i vente på bedre vejr og en spadseretur i området omkring hotellet.

Uvejret er i gang

For enden af poolområdet var der også et træningsrum med forskelligt udstyr. Jeg testede dog ikke dette rum under mit ophold.

Udover receptionsskranken, så var der også en concierge ved indgangen. Her organiserede de også taxi og anden transport. Og selvom der ikke var lange afstande, så havde hotellet også en tuk-tuk service ned til Sukumvit Road.

Hotellet har konferencekapacitet for møder op til 100 personer og kan også bruge området til fester og andre selskaber. Denne afdeling testede vi dog ikke under vores ophold.

Hotellet tilbyder også laundry service og ordner lufthavnstransport. Der findes også et lille business center i lobbyen, hvor du kan bruge pc’er som er stillet til rådighed for gæsterne. Lobbyen har også flere siddegrupper.

Siddegrupper i lobbyen

Check-ud

Allerede ved check-in spurgte jeg om at få sen check-ud – et par timer efter normalt tid. Det blev indvilget, så jeg checkede først ud kl. 14.00. Jeg valgte at sove længe fremfor at teste morgenmaden. Check-ud var hurtigt og effektivt og den bestilte taxa kom umiddelbart efter – og jeg var på ingen tid på vej til Don Muang lufthavnen for at teste FlyCcoot til Singapore.

Læs også: Anmeldelse – FlyScoot Biz Bangkok – Singapore

Fordele:
+ Indbydende rum
+ Meget god tagterrasse med pool
+ God seng
+ Stort bad

Ulemper:

– Støj fra renoveringen om morgenen
– Dårligt internet ved poolen

PS: Vil du se flere bilder fra hotellet, finder du hotellets eget fotogalleri på dette link.

 

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here