Anmeldelse: Med easyJet til London

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Alle veje fører til Rom siger man, men til London er der også virkeligt mange muligheder for transport. Vi har testet easyJet på ruten mellem København og London Gatwick. Kom med ombord og se hvad du kan forvente dig, hvis du flyver med et lavprisselskab til London.

Indrømmet – jeg har ikke den store erfaring i at rejse med lavprisselskaber. Jeg foretrækker normalt at rejse med flyselskaber, hvor jeg har status i loyalitetsprogrammet og dermed får adgang til fordele som fast track, sædevalg, lounge m.v.

Men sidste gang jeg skulle til London, så var prisforskellen så stor mellem lavprisselskaberne og netværksselskaberne, at man skulle være mere end almindeligt ignorant for ikke seriøst at overveje alternativet.

EasyJet kostede en tredjedel for en returrejse i forhold til både SAS og British Airways. Og med devalueringen af SAS EuroBonus-optjeningen på Go-billetter, så giver det jo ingen mening at betale en skyhøj merpris for kun at optjene 100 bonuspoint pr. vej. Når den ekstremt lave pointoptjening fjerner hele loyalitetsdelen fra bonusprogrammet, så konkluderede jeg, at det var på tide at prøve noget nyt. Loyalitet går begge veje og når den ene part ikke vil spille med længere, så behøver jeg vel heller ikke. Så for første gang i mange år bookede jeg en billet med easyJet til min London-rejse.

Uerfaren lavprispassager – Booking

Som rimeligt uerfaren kunde hos lavprisselskaberne – og med de mange advarsler og historier om skyhøje gebyrer, ekstrabetaling m.v. i baghovedet, så var det med at holde tungen lige i munden ved booking.

Men jeg blev meget positivt overrasket. Det var jo både overskueligt og enkelt at bestille – nærmest mere overskueligt end hos de mere traditionelle flyselskaber. Både hjemmesiden og app’en fungerer rigtigt godt og var meget tydelig med både tilkøb, priser m.v.

Jeg valgte at betale for et sæde i den ene retning. Det kostede ikke alverden, men for at teste hvilke sæder man fik tildelt automatisk, så undlod jeg det på udrejsen.

Check-in

I forhold til de traditionelle flyselskaber, så kunne jeg checke ind og få boardingkort på min telefon umiddelbart efter jeg havde booket. Super smart, så man ikke behøver at vente til et døgn før. Der er for såvidt ingenting – udover nogle flyselskabers forældede interne rutiner – som gør at man ikke bare kan checke ind lang tid i forvejen. Så på ét minut fik jeg boardingkort i Wallet på iPhonen – for både ud- og hjemrejsen. Dejligt at få det overstået og ekstremt smidigt.

Da jeg – som bekendt – ikke havde valgt (betalt) for sæde på udrejsen, så var jeg naturligvis lidt spændt på om jeg blev placeret på et midtersæde bagerst i kabinen. Men nej –   jeg fik automatisk et gangsæde (som jeg foretrækker) cirka midt i kabinen allerede ved check in en uge før afrejse. Nogenlunde samme sted, som det jeg havde betalt for på hjemrejsen. Jeg havde absolut ikke fornemmelsen af at jeg blev nedprioriteret fordi jeg ikke havde betalt for et sæde.

Lavpristerminal i Københavns Lufthavn

Mens booking og check-in gik som en leg med easyJet, så opdagede man de første tegn på at man rejste med et lavprisselskab når man kommer til Københavns Lufthavn.

Sikkerhedskontrollen er den samme, som alle andre selskaber bruger – og hvis man vil have fast track, så skal man betale ekstra for det – og det var ret dyrt. Jeg havde fravalgt det og gik i den almindelige kø, som var overstået på 5 minutter. Her var jeg glad for at jeg ikke havde betalt ekstra.

EasyJet flyver – sammen med f.eks. Ryanair, Wizzair m.fl. – fra Finger F i Københavns Lufthavn. Det er en lavpristerminal, som ligger en meget lang gå-tur fra sikkerhedskontrollen og check-in området.

Her ser det virkeligt ud som om Københavns Lufthavn har gjort alt de kan for at gøre rejsen så besværlig og ubekvem, som muligt for passagererne. F-Fingeren ligger i stik modsatte ende af det område, som er afsat til check-in for lavprisselskaberne og gåturen derud kan sagtens tage 15-20 minutter igennem virkeligt kedelige gange, som minder om en nedlagt fabriksbygning i Østeuropa.

Lang gåtur til F-fingeren. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Turen mod F-fingeren er ikke specielt charmerende. Gangene ligner en nedlagt Østeuropæisk fabriksbygning. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Turen fortsætter og fortsætter. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Gåturen mod F-gates virker nærmest uendeligt. Her mangler virkeligt rullende fortov. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Efter den lange gå-tur, så kommer man frem til gateområdet, hvor der absolut intet er at foretage sig. Der er en 7Eleven, hvor man kan købe en snack, som er placeret inden paskontrollen. Efter paskontrollen er der bare et par automater, hvor man kan købe drikke og snacks.

Endeligt fremme. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Her findes en 7Eleven, men ellers ikke nogen muligheder for shopping. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Den største udfordring ved F-Fingeren er den katastrofale mangel på siddepladser. Igen har man fornemmelsen af at det er en helt bevidst strategi fra Københavns Lufthavns side, at det helst skal være så ubehageligt at rejse her fra som muligt. Der er for såvidt plads nok, men lufthavnen har bare ikke opstillet nogle stole man kan sidde på, mens man venter. Man føler sig virkeligt ikke velkommen i Københavns Lufthavn når man skal rejse her fra.

Katastrofal mangel på siddepladser. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Jeg forventer ikke at de bruger store summer på en lavpristerminal, men helt basale ting, som stole at sidde på synes jeg ikke er for meget at forlange. Her burde Københavns Lufthavn genoverveje indretningen – for det her kan de ikke være bekendt.

Stole er man ikke meget for at stille til rådighed. Men man har investeret i en stor (og iskold) stenblok, som passagererne kan sidde på. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Boarding

Når man rejser med lavprisfly fra København, så starter boardingen i god tid. Meget god tid. Næsten en time før afgang startede gaten med pre-boarding, så passagererne kunne stå i kø og være klar til at gå ombord. Man kunne vælge at betale lidt ekstra for priority boarding, hvilket jeg fravalgte. Det var ikke noget problem da jeg var ved gaten i god tid og var nogenlunde først i køen. Og jeg har jo allerede mit sæde ombord. Kommer man sidst ombord, så kan det dog være en udfordring at finde plads til håndbagagen i bagagehylden.

Boarding starter længe for det indkommende fly er landet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Vi var nærmest færdigboardet i gaten inden det fly vi skulle til London med var landet. Det kan godt virke lidt ukomfortabelt at skulle vente i gaten så længe, men på den anden side, så gik selve boardingen ekstra hurtigt da den først kom igang. Der var igen ingen muligheder for at sidde ned mens man venter. Her er det bare at stå i en lang kø.

Ikke mange passagerer med Priority Boarding denne dag. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Vær opmærksom på at al håndbagage tjekkes grundigt, så det er vigtigt at overholde de angivne mål, hvis du ikke vil ende med et stort gebyr for at checke bagage ind. EasyJet er meget strikse med at du kun må have én håndbagage med – medmindre du har betalt ekstra. Det gælder også shoppingposer fra lufthavnen eller en lille computertaske.

Al håndbagage måles inden boarding, så husk at overholde de korrekte mål. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

I F-fingeren er der ikke broer til flyet. Det gør at boardingen går lidt hurtigere da man både kan bruge forreste og bagerste dør. Det er tydeligt angivet på dit boardingkort, hvilken dør du skal bruge. Men til gengæld er det heller ikke specielt behageligt at skulle stå i kø i regnen, hvis det er dårligt vejr. Denne dag var vejret heldigvis med os og vi slap for at blive våde på vej til flyet. De åbne døre betød dog at der var iskoldt i flyet under boarding.

Flyet er lige landet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Flyrejsen

Efter boarding kom vi hurtigt afsted mod startbanen. EasyJet har kun flyet på jorden i 25 minutter, hvilket er en af de måder lavprisselskaberne sparer penge på.

Kabinen på udrejsen var af en lidt ældre udgave. Men flyet virkede rimeligt rent og pænt. Så kan man mene hvad man vil om den skrigende orange farve, men den er dog ikke helt så forfærdelig som Ryanairs gule farve.

Den ældre kabine var ren og pæn. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Benpladsen var helt rimelig og nogenlunde den samme, som de fleste flyselskaber tilbyder på korte ruter i dag.

Rimelig benplads. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Benpladsen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Benpladsen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Kabinepersonalet var søde og imødekommende. På denne flyvning var det engelsk personale, som gjorde et rigtigt godt job. Helt på højde med de mere traditionelle flyselskaber.

Forplejning

Når man flyver med lavprisselskaber (og med SAS og British Airways på økonomiklasse), så er det standard at man skal betale for snacks, mad og drikke. Det har jeg som udgangspunkt ikke noget problem med, så længe der er et fornuftigt udvalg at vælge imellem.

Her slog easyJet f.eks. SAS med mange længder. Både når det gælder udvalg og priser.

Jeg var faktisk ret imponeret over det udvalg man kunne vælge imellem ombord. Her var der flere forskellige sandwich, wraps, pizzaer, tapas-bakker, snacks og meget mere. På drikkefronten var der alt fra standardmærker til mere interessante, som f.eks. gode gins, Grey Goose vodka eller Aperol Spritz. Og priserne var helt rimelige – faktisk generelt lidt lavere end hos SAS. Eneste anke var et kedeligt udvalg af øl, men til gengæld var der så meget andet godt.

Jeg valgte en “pakke” med en sandwich, snack og en cola som kostede 9 engelske pund. Her kunne jeg vælge mellem flere forskellige sandwich, snacks og drikke. Jeg valgte en wrap med sweet chili kylling, salat og friske koriander, som smagte fantastisk godt og virkede frisk. Dertil lidt krydrede oliven og en cola light.

Her gik tankerne tilbage på de ulidelige polarruller ombord hos SAS. Tænk – det er faktisk muligt at servere en god og indbydende “rulle” ombord på et fly. Her slog lavprisselskabet easyJet dem med mange længder.

Godt udvalg ombord, som smagte godt og til rimelige priser. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Virkelig god kyllingewrap med frisk salat og koriander. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Her er et udvalg af det omfattende og indbydende menukort.

Du kan se hele easyJets menukort på dette link.

Landing i Gatwick

EasyJet flyver til Gatwick lufthavnen – syd for London – og jeg indrømmer gerne at jeg til enhver tid helst ville flyve til Heathrow. Det tager lidt ekstra tid at tage toget mod centrum fra Gatwick, men det afhænger jo også af hvor man skal hen i London. Til gengæld var det muligt at købe sin togbillet allerede ombord på flyet, så man ikke behøvede at stå i kø for det efter landing. Det var ekstremt praktisk.

Der var et stykke vej at gå fra gaten til paskontrollen, men heldigvis var der ingen kø for at scanne passet. Desuden skulle man tage et shuttle-tog til den anden terminal for at komme til togstationen. Det tog lidt tid, men det kan jo også tage tid at komme ud af Heathrow.

Returrejsen

Efter en enkelt nat i London, så gik turen hjem igen dagen efter. At skulle krydse London en fredag eftermiddag er ikke optimalt og det tog lidt tid at komme frem til Gatwick. Desværre, så er man (som i de fleste London Lufthavne) tvunget til at sidde i shoppingområdet indtil kort før afgang da lufthavnene ikke oplyser gatenumre før i sidste øjeblik. Dette afviger ikke fra hverken Heathrow eller Stansted, men det bliver lidt irriterende at man ikke bare kan gå til sin gate i fred og ro. Specielt når man – som på denne afgang – var en time forsinket.

Sikkerhedskontrollen gik som en drøm og der var ingen ventetid og udvalget af butikker og madsteder var helt okay.

I Gatwick var der også et godt stykke vej at gå til gaten og boarding startede da også i god tid. Gateområdet var trist og slet ikke gearet til mange passagerer. Vi fik lov at stå på en trappe og vente i lang tid inden det gik mod flyet.

Boarding i Gatwick. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

P.g.a. forsinkelsen, så havde easyJet indkaldt standbypersonale til at flyve os til København – og fundet et andet fly, som viste sig at være med ny kabine og som fremstod helt nyt.

Det nye fly havde en anden type sæder end på udrejsen. Stadig med fornuftig benplads, men ryggen var lidt tyndere og i stil med hvordan andre moderne sæder ser ud i dag. Bordet var lidt mindre end normalt dog. Men det generelle indtryk var moderne og imødekommende.

Ny kabine på hjemrejsen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Ny kabine på hjemrejsen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Stadig rimelig benplads. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Næsten mere “skandinavisk” end SAS

Alle annonceringer foregik på både engelsk og dansk via båndede optagelser. Og det var ikke bare velkomsten, som var på dansk. Også beskeder om at spænde sikkerhedsbæltet ved turbulens, salgsannonceringer, før landing og “farvel”-beskeden m.v. foregik på dansk. Det føltes jo næsten mere “skandinavisk” at flyve med easyJets nye fly med danske annonceringer end at flyve med SAS Irland, som oftest har engelsksproget kabinepersonale og ikke laver annonceringer på skandinavisk.

Igen var kabinepersonalet ekstremt imødekommende og piloterne gode til at komme med forklaringer på forsinkelsen og ikke mindst en beklagelse af den.

Ankomst til København. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Ved ankomsten til København, så var der (som så ofte) en alt for lang kø i paskontrollen. Desværre er det noget man ofte oplever – uanset hvilket flyselskab man flyver med.

Alt for lang kø i paskontrollen ved ankomst til København. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Alt i alt var easyJet et meget positivt bekendtskab. Der er lidt besværlige elementer forbundet med at flyve fra lavprisfingeren i Kastrup og man mangler lidt en lounge når man er vant til det. Men når man tager prisforskellen fra SAS og British Airways i betragtning, så  synes jeg det er virkelig god værdi for pengene.

Jeg vil til enhver tid foretrække at flyve til og fra London Heathrow fremfor Gatwick, men i det store hele var det en smidig og behagelig rejse. Ombord vil jeg påstå at produktet er bedre end SAS – med langt bedre og større udvalg af drikke, snacks og mad, mens der mangler lidt i smidigheden når man er i lufthavnene.

Det er langt fra sidste gang jeg har fløjet med easyJet når jeg skal til London. Dette bekendtskab var yderst positivt og jeg kommer ikke til at betale nogen særlig merpris for at flyve med de traditionelle netværksselskaber på denne rute.

PROS:

+ Billigt
+ Rigtigt godt udvalg af mad/drikke/snacks
+ Venligt kabinepersonale

 

CONS:

– Langt at gå til gate i Kastrup og Gatwick
– Boarding starter lang tid før afgang

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here