Anmeldelse: Lufthansa på Basic Economy i Europa

Foto: Flemming Poulsen

Vi har testet Lufthansa på den populære rute mellem København og Frankfurt. Vi valgte den billigste løsning – en Basic Economy billet – og det var basic, men alt i alt en helt okay oplevelse. Kom med ombord og se hvad du kan forvente.

At flyve på korte ruter i Europa er efterhånden mere som at tage en bus med vinger fremfor nogen speciel oplevelse man ser frem til. Lufthansa’s Basic Economy produkt var ingen undtagelse, men der var dog enkelte lyspunkter.

Da jeg skulle vælge tilslutningsfly i forbindelse med årets MegaDo, så faldt valget på Lufthansa på udrejsen. Både fordi den tidlige afgang søndag morgen gjorde at jeg kunne få en nat mere hjemme hos familien, men også fordi de kom ud som et prisbilligt alternativ.

Besværlig booking

Billetten blev booket som en “multicity” booking på Lufthansa’s hjemmeside – kombineret med en hjemrejse med søsterselskabet, Austrian Airlines, fra Zagreb til København. At booke som “multicity” var en ganske frustrerende og besværlig oplevelse. Her kunne man virkeligt ønske sig et bookingmodul, som var mere overskueligt end på Lufthansa’s hjemmeside. På den anden side, så var det besværet værd da en samlet billet var betydeligt billigere end at bestille som to en-vejs-billetter.

Når man bestiller som “multicity” så kan man ikke se priserne for kombinationerne før man har valgt de enkelte afgange, hvilket gør det både langsommeligt og unødvendigt uoverskueligt at finde frem til den bedste pris.

Kan ikke vælge sæde

Når man har bestilt en Basic Economy billet med Lufthansa, så har man ikke sædevalg med i prisen. Heller ikke som Star Alliance Guld-medlem. Her er man altså nødsaget til at sætte en alarm og vælge sæde, så snart check-in åbner, hvis man ikke vil ende op i et midtersæde. Hvis man vil vælge sæde på forhånd så tager Lufthansa helt opskurt høje gebyrer for dette.

Sikkerhedskontrollen

Afgangen var tidligt søndag morgen, hvilket betød at SAS endnu ikke havde åbnet deres Fast Track, som jeg ellers ville kunne benytte som EuroBonus Diamond-medlem. Men heldigvis tilbyder Lufthansa alternativet at man kan benytte CPH Express sikkerhedskontrollen – også som Star Alliance Guld-medlem. Det gjorde sikkerhedskontrollen ganske smidig og med afgang i efterårsferien, så sparede jeg en del tid fremfor at stå i kø med de mange børnefamilierne, som skulle på charterrejse.

Tidlig afgang fra København. Foto: Flemming Poulsen

Boarding

Lufthansa tilbød Priority Boarding og havde skilte i gaten, som viste hvilke grupper som kunne boarde. Det blev overholdt ganske fint af gatepersonalet, men rigtigt mange passagerer forstod ikke helt konceptet og forsøgte at boarde før det blev deres tur.

Priority Boarding vist i gaten. Foto: Flemming Poulsen

Det blev en ganske langsommelig og kaotisk boarding. Afgangen bar tydeligt præg af at det var efterårsferie og der var mange passagerer, som ikke var rejsevante og havde god tid. Derfor tog det også lang tid før alle fandt deres pladser og fik lagt bagagen på rette plads – til trods for at kabinepersonalet flere gange bad passagererne om at sætte sig på deres pladser.

Ombord blev jeg budt velkommen af kabinepersonalet i forreste galley. De virkede lidt trætte og der var ikke mange smil at spore, men de hilste da høfligt, men mekanisk på.

Lige før afgang går purser frem i midtergangen og byder velkommen. Det har jeg altid synes virker rigtigt godt fremfor at gemme sig i galley. Personalet virker på en måde mere tilgængelige når de stiller sig frem og hilser på passagererne.

Sædet

Lufthansa har efterhånden fået installeret nye sæder på alle deres kortrutefly. Det er de såkaldte NEC (New Europe Cabin) sæder og de er mildt sagt ikke særligt behagelige. For at give lidt mere benplads (eller presse flere sæder ind i flyet), så er ryggen og sædehynden meget tynd og dermed hård at sidde på. Det kan gå på en rejse på en time som denne, men jeg ville nødigt sidde på de hårde stole meget længere end det.

Lufthansa’s kabine på Airbus A320neo. Foto: Flemming Poulsen
Foto: Flemming Poulsen

Benpladsen var dog rimelig uden at imponere.

Foto: Flemming Poulsen

Ombord i en varm kabine

Sikkerhedsdemonstrationen før afgang virkede rodet. Den kabineansatte som stod forrest løb frem og tilbage mellem Business Class og Economy Class for at gentage de samme instruktioner, hvilket var en lidt underlig oplevelse.

Pushback fra gaten skete nogenlunde til tiden og vores helt nye Airbus A320neo var i luften 10 minutter senere.

Kabinen var (som den efter min erfaring ofte er hos Lufthansa) – meget varm. Jeg ved ikke helt hvorfor Lufthansa mener de skal koge passagererne, men jeg har meget ofte oplevet det hos det tyske selskab – både på korte og lange ruter – og det er ikke særligt behageligt. Personligt vil jeg hellere have det lidt for koldt end lidt for varmt. Det er trods alt lettere (og mere anstændigt) at tage lidt ekstra tøj på end at tage det af.

Forplejning ombord

Kort efter takeoff, så kommer personalet rundt med serveringsvognen. Her kan alle passagerer frit vælge drikkevarer fra vognen og får udleveret en lille chokoladekiks som snack. Fint med en lille snack, men forvent ikke noget der minder om rigtig mad, som man f.eks. får hos konkurrenten KLM.

Foto: Flemming Poulsen

Jeg bad om et glas cola til min kiks og desværre var den både varm og flad og de havde ingen is at tilbyde ombord. Jeg foretrækker nu min cola bare nogenlunde kold og med bobler i.

Mekanisk service

Kabinepersonalet gjorde deres job, men så heller ikke mere end det. Servicen var mekanisk og ikke særligt personligt. Der var ingen smil eller small talk at spore på noget tidspunkt på denne rejse. De gjorde dog heller ikke noget fejl, men på den anden side følte man selv heller ikke specielt velkommen ombord.

Personalet lukkede aldrig gardinet mellem Business Class og Economy Class.

Ankomst til Frankfurt

Der var tydeligvis mange passagerer med videre forbindelser fra Frankfurt, men der var ingen information om disse fra personalet.

Som så ofte i Frankfurt bliver flyet parkeret langt væk fra terminalen, så vi skulle køres med bus ind til ankomstområdet. Her er det altså noget mere smidigt at ankomme til en gate fremfor at bruge ekstra tid på at stå sammenpresset i en bus i 10-15 minutter ekstra.

Foto: Flemming Poulsen

Opsummering

Alt i alt leverede Lufthansa det de havde lovet – transport fra A til B – men de imponerede på ingen måde heller. Udover at man fik en kiks og et glas varm cola, så var der ikke så meget forskel på Lufthansa’s basic Economy produkt og hvad man får hos de fleste lavprisselskaber eller på SAS Go.

De får dog plus for at tilbyde Fast Track til Star Alliance Guld-passagerer før SAS Fast Track åbner.

I det store hele var det et ganske middelmådigt produkt, som transporterede mig fra A til B.

Turen gav “hele” 125 point hos EuroBonus, så man skal heller ikke vælge dem p.g.a. bonusoptjeningen i Star Alliance. Lufthansa vurderer jeg til at være lidt bedre end SAS Go og de fleste lavprisselskaber, men er der nogen prisforskel af betydning, så er det ikke en merpris værd.

 

Skribenten har selv betalt sin billet med Lufthansa

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here