Flytypen Airbus A340 på vej på pension

Foto: Cato M. Lien.

Hos SAS har Airbus A340 – sammen med A330 – været arbejdshesten på langruterne i mange år. Men med A350 på vej ind i flåden, så er der en betydelig risiko for at flyene snart skal gå en trist fremtid på flykirkegården i møde. Det passer meget godt med trenden i resten af branchen. 

Mens vi venter på, at SAS fortæller hvad deres planer er for de aldrende A340-fly når de får leveret det første nye A350 senere i år, så har bl.a. Virgin Atlantic meldt ud at de vil pensionere deres resterende fem fly af typen. Samme trend ser man hos flere andre flyselskaber.

SAS har tidligere udtalt, at de kiggede på mulighederne for at beholde Airbus A340 i flåden og dermed øge antallet af fly når de fik leveret de nye Airbus A350. Men på det seneste har de ikke talt så højt om fremtidsplanerne for flyene.

Det kan naturligvis skyldes den påtagende “klimaangst”, som specielt svenskerne er ramt af. Flytypen bruger nemlig en del mere brændstof end nyere fly, så SAS kunne ende med at få et forklaringsproblem når de nu iøvrigt har så travlt med at fortælle hvor meget de gør for klimaet.

Selvom flyet bruger mere brændstof end nyere fly, så kan det dog stadig være en ganske god forretning at benytte dem flere år. Alt andet lige må der være en miljøgevinst ved at bruge eksisterende fly i længere tid – fremfor at skrotte dem og bygge nye. Til trods for et større brændstofforbrug. Rent økonomisk, så kan det godt være at regningen på brændstof bliver lidt større med flytypen, men til gengæld er de finansielle omkostninger langt lavere. Brugtmarkedet for disse fly er stort set ikke-eksisterende og det er ikke alverden man får for brugte fly af denne type.

Men med offentliggørelsen af den nye kvartalsrapport, så kommentere SAS-chef, Rickard Gustafsson, også på at de frygter en økonomisk krise i nærmeste fremtid. Den svenske og norske krone er lav for tiden og prisen på brændstof er usikker. Desuden er der tendensen til at specielt svensk økonomi kan se en yderligere nedtur. Sker det, så er det ikke nødvendigvis øget kapacitet der er mest behov for som flyselskab. I sådan en situation ville flyselskabet have mere end nok at gøre med at holde priserne fornuftige med den nuværende kapacitet.

Så fremtiden for Airbus A340 i SAS flåden er p.t. ganske usikker. Hvor vi tidligere var overbeviste om at SAS ville beholde flyene i nogle år for at teste nye markeder, så er vi langt mere tvivlende i dag. Pilen peger mod at flyene ender livet hos ophuggeren, så snart de bliver erstattet af nye fly. Synd – for flyene hos SAS er i rigtig god stand og kan sagtens flyve mange år endnu. Specielt taget i betragtning, at de alle har fået installeret nye kabiner.

SAS Airbus A340 (OY-KBC). Foto: Cato M Lien.

Kigger vi på statistikken for flytypen så er der også sket et stort fald de senere år i flyvninger med flytypen.

Da flyet blev brugt allermest, i 2008, så havde flytypen 206.000 flyvninger dette år. Det svarer til omkring 560 flyvninger om dagen. Dette år havde hele 43 flyselskaber Airbus A340 i flåden.

Siden da er antallet af flyvninger med typen faldet drastisk eftersom langrutefly idag bliver erstattet med to-motorers fly, som A330, A350, Boeing 777 og Dreamlinere.

Kilde: OAG Schedules Analyser

I 2019 vil omkring 40 flyselskaber benytte flytypen. Top 10 er:

Kilde: OAG Schedules Analyser

Samlet set er der altså en tydelig trend mod at flytypen bliver benyttet mindre og mindre. Og den trend kommer helt sikkert til at fortsætte de kommende år, mens flere og flere af flyene bliver skrottet.

Lufthansa er stadig klart den største operatør af Airbus A340 med omkring 25% af alle flyvninger. Samlet set står Top 10 for 80% af alle flyvninger med typen i år.

Så forvent at se langt færre af disse fly i lufthavnene i de kommende år.

SAS får leveret sit første Airbus A350 i november i år og det forventes at blive sat ind på langruterne fra februar 2020. Hvad der skal ske med Airbus A340 efter denne dato er fortsat usikkert. I bedste fald kan SAS bruge det til at åbne nye destinationer eller øge frekvenser, men lige nu peger pendulet nok mest imod at dette smukke fly må se sine dage talte.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here