Aarhus Nyhed: Pegasus flyver til Antalya

Lavprisselskabet Pegasus Airlines, åbner en ny direkte rute mellem Aarhus og Antalya i maj 2025. Det er endnu en god nyhed for Aarhus Lufthavn.

Det må være svært at få armene ned i Aarhus Lufthavn lige nu. Det forlyder, at en stram økonomistyring har sikret, at budgetterne for 2024 holder. En aftalen med en ny privat investor er ved at falde på plads. Og nu kommer en ny rute: Det tyrkiske lavprisselskab Pegasus Airlines begynder at flyve mellem Aarhus og Antalya. Ruten til Antalya går i luften den 9. maj 2025.

2 ugentlige afgange

Der er afgang fra Aarhus Airport hver mandag og fredag kl. 14.05 med ankomst kl. 18.50 i Antalya. Fra Antalya afgår flyet kl. 10.20 med ankomst i Aarhus kl. 13.15. Det betyder, at ruten både er oplagt for en forlænget week-end men også en traditionel ferie.

Flybilletter sælges direkte på Pegasus Airlines’ hjemmeside, ligesom der kan købes en samlet rejse med hotelophold gennem rejseselskaber som eksempelvis Sunweb og Mixx Travel.

En hurtig søgning på Pegasus hjemmeside viste, at du lige nu kan købe en billet fra Aarhus til Antalya på jomfrurejsen for bare 995 kroner. Men det er uden indtjekket bagage. Du må slippe 1.305 kr for den dyreste billet. Den er fleksibel (mulighed for ændring og refundering), med 20 kg indtjekket bagage, sandwich og underholdning. Hjemrejsen den følgende fredag koster mellem 830 og 1.180 kroner.

En populær feriedestination

Antalya er en populær feriedestination ved den tyrkiske middelhavskyst. Der er allerede mange charterfly mellem danske lufthavne og tyrkiske feriebyer. Men med den nye rute, bliver det nemmere for de turister, der gerne selv vil arrangere deres ferie udenom charter selskaberne.

Der er et stort udbud af ferie ressorts og hoteller for enhver pengepung. På Airbnb kan man finde over 500 overnatningssteder i den første uge af juni.

Lufthavnen i Antalya har hvert år over 26 millioner passagerer (jævnfør lufthavnens hjemmeside). Antalya har et dansk konsulat – hvilket også indikerer, at mange danskere besøger området. Så det er en eftertragtet destination, der nu er kommet på afrejsetavlen i Aarhus Airport.

Der er flyafgange til 15 tyrkiske byer fra Antalya – så det er et godt sted at mellemlande, når man skal videre i Tyrkiet. Men der er også mange afgang fra Antalya til en række centralasiatiske og mellemøstlige destinationer.

Pegasus har allerede ruter fra Danmark

Pegasus flyver allerede mellem Antalya og København, Billund samt Aalborg. Men det er selskabets debut i Østjylland. Pegasus Airlines får dermed en mere direkte adgang til et særdeles attraktivt marked i Østjylland med over 1,3 millioner indbyggere. Man forventer også, at de 11.000 mennesker med tyrkisk baggrund bosat i Aarhusområdet sammen med venner og familie i Tyrkiet er en oplagt målgruppe, og at det vil skabe trafik begge veje, når de skal besøger hinanden.

“Det er en stor fornøjelse at præsentere et nyt flyselskab i Aarhus Airport. Det nye samarbejde kommer i slipstrømmen af ruteudviklingskonferencen, Routes, i Aarhus sidste forår, hvor vi knyttede tættere bånd med Pegasus Airlines og andre flyselskaber. Den direkte rute mellem Antalya og Aarhus er længe efterspurgt af touroperatører, feriegæster og folk med tyrkiske rødder, som allerede kender Pegasus Airlines for deres høje service og lave priser. Vi forventer, at ruten bliver modtaget rigtig godt i Aarhusregionen”, siger Lotta Sandsgaard, der er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Om Pegasus Airlines

Pegasus Airlines blev etableret i 1990. Som Tyrkiets førende lavprisselskab opererer Pegasus med den tro, at alle skal have ret til at flyve og tilbyder lavprisrejser på en ung flyflåde. Siden 2018 har Pegasus fløjet under mottoet “Dit digitale flyselskab”, der forbinder passagerer til 146 destinationer i 53 lande, herunder 37 indenrigs og 109 internationale ruter. Pegasus Airlines tilbyder smidige forbindelser mellem Tyrkiet og Europa, Mellemøsten og Nordafrika og Centralasien.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here