Aarhus har Madeira styrke: 19.5%

Aarhus Airport leverer et godt resultat i årets første måned. Østjyderne og turister nyder godt af den øgede aktivitet, der bringer Aarhus tættere på Europa. © Aarhus Airport

Madeira er en destination man kan flyve til fra Aarhus Airport. Men det også en hedvin med knap 20% alkohol. Og 19,5% er et vigtigt tal i den østjyske lufthavn. Det er nemlig stigningen i passagertallet fra januar 2025 til januar 2026.

Lavpris- og charter selskaber har kastet deres kærlighed over Aarhus Lufthavn. Det ses også i januar måneds trafiktal. 19,5% flere passagerer gik gennem lufthavnens terminaler i januar i år sammenlignet med januar sidste år. Det er Danmarks rekord i vækst. Og viser, at Aarhus Airport igen er på rette vej.

Fremtiden tegner lys

Dertil kommer, at lufthavnen har hentet flere afgange hjem til denne sommer. Ryanair flyver mere på Aarhus og der kommer øget charter trafik. Dertil kommer at både Norwegian og det tyrkiske selskab Pegasus er klar med soldestinationer i sommerprogrammet.

Det spiller nok også ind, at både Billund og Aalborg Lufthavn stadig har mindre kapacitet på de internationale destinationer efter Ryanairs exit for næsten et år siden. For en del af de to lufthavnes passagerer er det et reelt alternative at rejse fra Aarhus. Vi gætter på, at dette også har været med til at give den østjyske lufthavn et løft.

Ryanair fremhæves i pressemeddelelsen

Af pressemeddelelsen fremgår, at Ryanair øger til en daglig betjening af London Stansted. Desuden fordobler selskabet antallet af afgange til Malaga, Riga og Zadar – og styrker samtidig frekvensen til Gdańsk. På samme tid fortsætter de populære ruter til Mallorca og Korfu. Disse ruter tiltaler formentlig både fritids- og erhvervsrejsende. Samtidig giver det udenlandsk arbejdskraft fra Letland og det nordlige Polen mulighed for at bevare kontakten med venner og familie derhjemme.

“Ryanairs udvidelser understreger østjydernes efterspørgsel efter både forretnings- og ferierejser. Daglige afgange til og fra London åbner for mere fleksible møderejser, mens øget frekvens til Malaga, Riga og Gdańsk sikrer bedre rejsemuligheder til weekender, højtider og familiebesøg. Det gør det enklere at vælge sin lokale lufthavn”, siger Lotta Sandsgaard, administrerende direktør, Aarhus Airport i en pressemeddelelse.

Ryanairs øgede aktivitet styrker ikke kun mobiliteten ud af regionen. Den gør det samtidig lettere for internationale gæster at vælge Aarhus og hele regionen til. Flere direkte forbindelser øger synligheden og reducerer rejsetiden, og den forbedrede tilgængelighed til Aarhus er afgørende for at tiltrække turister, skabe vækst i lokalområdet og styrke Aarhus’ position på det europæiske landkort.

“Det er meget positivt for turismen i Aarhusregionen, at mulighederne for at rejse til og fra Aarhus Airport øges. Det betyder, at det bliver lettere for vores gæster at komme hertil, og det er et vigtigt konkurrenceparameter, når vi skal tiltrække både ferieturister og erhvervsturister”, siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

Med andre ord, så tror Aarhus Airport på, at stigningen på 19,5% ikke kun er midlertidig. Man forventer, at det øgede antal passagerer bliver hængende og vil fortsætte med at flyve fra den østjyske lufthavn i fremtiden.

Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Aarhus Airport

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here