Aarhus Airport viser vejen

Foto: Aarhus Lufthavn

Det er en ren fornøjelse at vente på flyet i Aarhus Airport. Lufthavnens afgangshal blev moderniseret for 3 år siden, så nu er der VIP for alle med en rigtig lounge stemning.

Aarhus Airport giver de rejsende mange muligheder for at nyde tiden indtil de skal gå ombord på flyet. Afgangshallen er indrettet, så alle kan finde en god plads til at arbejde eller få en forfriskning. Der er faktisk mere lounge stemning i afgangshallen end man ser i en stor del af de lufthavnslounger, man ellers kun kan komme ind i ved at rejse på dyre billetter, vise guldkort i flyselskabernes loyalitetsprogrammer eller betale et pænt beløb med kreditkortet.

Så selvom du skal betale for kaffen og en kage eller sandwich, så vil du i sidste ende slippe billigere, end ved en opkrævning til en lounge. Men det skal retfærdigvis også nævnes, at de fleste kun venter i kortere tid på ruteflyet.

Stueetagen har lufthavnens taxfree butik, et lille cafe hjørne, og naturligvis alle gates. Men tager du rulletrappen eller elevatoren op på første sal, så får du den rigtige lounge stemning. Eller som lufthavnen siger: VIP for alle

Cafe, restaurant og lounge på førstesal

På førstesalen finder du et stort lokale, der både indeholder cafe, restaurant og de mange siddepladser. Den store rum er delt op i mindre områder med skillevægge og reoler med blomster.

Der er områder med bløde stole og sofagrupper

Dele af afgangshallen er også indrettet med høje stole og runde cafe borde

Og så er der naturligvis også områder med mere typiske arbejds- og spiseborde. Det kender vi fra mange lufthavne.

Det skal dog også nævnes, at ved gaten samt i en del af loungen er en moderne udgave af de lange bænke, jeg kender fra barndommens ventesale på rutebilstationen. De store vinduer giver et godt udsyn til forpladsen.

Aarhus Airport – lounge for alle. Foto Henry Jørgensen

Bordfodbold og legeland i stueetagen

Der er også et hjørne, hvor du kan spille bordfodbold. Jeg har både set teenagere dyste mod forældrene og unge rejsende få brugt nogen energi, før de skal sidde stille i flyet på den videre rejse ud i verden.

Aarhus Airport – Tid til en gang fodbold. Foto Henry Jørgensen

For de mindre børn, er der et stort legeland. I legelandet finder du store klatrestativer, en 12 meter lange rutsjebane og ikke mindst airtrack med spillekonsol. Videoen nedenfor giver et indtryk af legelandet.

Aarhus Airport – Playzone for børn. Foto Henry Jørgensen

Jeg er glad for at vente i lufthavnen

Uanset om jeg skal have lidt arbejde fra hånden eller bare slappe af med en kop kaffe, så er jeg glad for at tage rulletrappen op på første sal. Der er roligt, rent og adgang til internettet. Hvad mere kan man ønske sig i ventetiden indtil boarding starter?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here