10 tips til nybegyndere på cruise

Foto: Flemming Poulsen

Hvis du er vant til at rejse på ferie på hoteller og resorts, så kan det være en anderledes oplevelse at være på cruise. Her giver vi dig 10 gode råd, hvis du er nybegynder på cruise.

1. Vær varsom med hygiejne

Når flere tusinde mennesker er samlet på et skib, så kan det være katastrofalt, hvis der bryder en sygdom ud. Derfor har alle rederier ekstrem stor fokus på hygiejne. Sørg derfor selv for at bidrage til at holde smittefarer væk fra skibet ved at vaske hænder ofte og ikke mindst bruge den håndsprit, som står overalt på skibet. Tag altid en ny tallerken i buffeten og rør ikke ved mad i buffeten med fingere.

2. Bestil hvad du har lyst til

Husk at du altid kan bestille lige hvad du har lyst til fra menukortet til middagene. Har du lyst til tre forretter i stedet for en forret og en hovedret eller til to hovedretter i stedet for, så er det ikke noget problem at bestille det og det koster ikke ekstra. Vi har ofte set gæster, som bestiller flere hovedretter med hummer når der er “formal night” ombord. Bestil præcist hvad du har lyst til.

3. Bliv kendt med skibet

Det er altid en god idé at bruge lidt tid på at gøre sig bekendt med skibet, så snart du kommer ombord. Der er mange faciliteter på de store skibe og mange oplever at de først opdager flere af dem når cruiset er næsten slut. Så gå en tur rundt på skibet og opdag de små skjulte juveler, som oftest er gemt rundt omkring.

4. Tjek din konto ombord

Al betaling foregår via dit nøglekort og du betaler blot din regning ved slutningen af cruiset. Det sker helt automatisk. Men det er altid en god idé at du tjekker din regning løbende ombord. Vi har ved flere lejligheder oplevet at der er skrevet ting på regningen, som vi ikke har købt. Det er dog altid blevet rettet uden problemer. Gør det løbende, så du ikke skal stå i en kæmpe kø i receptionen den sidste dag (hvor alle andre også står i kø for det samme).

5. Kom til tiden

Når skibet er i havn, så gælder det om at komme tilbage til skibet til tiden. Det venter ikke på dig. Er du på udflugt på egen hånd er det dit eget ansvar at komme til tiden. Inden du går i land, så er der oftest et skilt der viser hvornår du senest skal være tilbage igen. Men det er en god idé at komme i god tid da det – specielt på de store skibe – godt kan tage lang tid at komme ombord igen.

6. Undersøg destinationerne

Der kan være stor forskel på hvor et skib lægger til kaj. Nogle steder er det midt i byen, andre steder langt udenfor. Og så er der steder hvor skibet ikke kan gå til kaj og man skal sejle med en såkaldt tender til land. Sidstnævnte kan gøre at det kan tage lang tid at komme fra skibet og ikke mindst tilbage igen. Tid, som går fra den tid du har på land til at udforske rejsemålet. Det kan derfor være en fordel at vælge et cruise, hvor skibet kan gå til kaj på destinationerne. Men er der spændende steder, som benytter tender, så hold dig ikke tilbage. Vær i stedet opmærksom på at komme først til køen, så du får mest ud af ferien.

7. Læs skibets informationsfolder

På de fleste skibe får du hver dag en informationsfolder, som beskriver alle aktiviteter som foregår ombord. Det kan være en rigtig god idé at læse denne hver dag. Der kan være forskel på hvilke aktiviteter, som tilbydes og hvornår det foregår. Du får oftest denne folder aftenen før. Læg en plan for den efterfølgende dag, så du ikke går glip af noget.

8. Bestil morgenmad som room service

Specielt på de dage, hvor skibet lægger til kaj tidligt, så kan det være en god idé at bestille morgenmad i kahytten. Så slipper du for at stå i lange køer i buffeten når tusindvis af gæster skal spise morgenmad på forholdsvis kort tid. Morgenmad som room service er ofte ikke så interessant som i buffeten, men du sparer meget tid og det er langt mindre stressende bare at kunne gå direkte fra kahytten og i land.

9. Pak en håndbagage til den første dag

Det kan tage tid inden rederiet har fået delt bagagen ud til alle kahytter. Pak derfor en lille rullevogn, som håndbagage, der indeholder hvad du kan få brug for den første eftermiddag. Badetøj, solcreme m.v. er altid en god idé selv at tage med ombord, så du hurtigere kan komme igang med ferien og slipper for at vente på din kuffert.

10. Medbring et stikdåse

Mange kahytter har et begrænset antal stikkontakter. Derfor er det altid en god idé at medbringe en stikdåse selv (og en adaptor), så du dermed har flere stik til rådighed når du skal oplade elektroniske apparater.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here